FDIM Holding ApS

Flere talere klar på New Media Days

Pressemeddelelse   •   Sep 21, 2010 09:50 CEST

Der er nu offentliggjort yderligere tre talere til årets New Media Days i TAP1 i København. Samtidig ryger billetterne løbende over disken, så det er nu du skal købe billet til årets største tværfaglige mediekonference herhjemme hvis du vil hente inspiration hos forskere som Joseph Turow og Judith Donath.

New Media Days byder igen i år på oplæg fra en vidt favnende blanding af erfarne branchefolk, iværksættere og forskere med fingeren på mediepulsen. Tidligere er flere af de mere erfarne aktører fra den digitale branche meldt klar, og nu er turen så kommet til nogle af de fremmeste forskere.

Tre nye navne er således skrevet på plakaten, så du nu også kan møde Joseph Turow, Judith Donath og Christopher Sopher. Alle tre kommer de fra USA, men de har hver især deres eget foretrukne forskningsområde.

Joseph Turow har fokuseret en stor del af sin forskning på forholdet mellem medier, marketing og samfund. Han er forfatter til otte bøger og mere end 100 artikler, og er derfor efterhånden en magtfaktor inden for sit område.

Judith Donath koncentrerer sig hovedsageligt om mediedesign, og hvordan vores kognitive opfattelse af et givent medieudtryk kan anvendes til at bygge succesfulde digitale communities og identiteter.

Christopher Sopher har lagt et samfundsvidenskabeligt perspektiv ned over sin medieforskning, og forsøger bl.a. at klarlægge, hvordan medierne rent faktisk kan nå ud til, og fastholde, de yngre generationer.

Du kan opleve disse tre talere samt mange andre til New Media Days d. 9. og 10. november i København. Udover oplæg fra danske og internationale eksperter, byder konferencen bl.a. på paneldebatter og networking på tværs af de mediefaglige grænser. Historisk set bliver der udsolgt til New Media Days, så det er med at få sikret sig billetten i tide. Du kan læse mere om hele konferencen, samt købe din billet, her.