Odder Kommune

Flere trafiksikre teenagere på vej i Odder Kommune

Pressemeddelelse   •   Okt 12, 2016 07:48 CEST

Eleverne i 7c på Skovbakkeskolen får snart endnu mere trafik på skoleskemaet. Deres lærer har deltaget i konkurrencen ‘Vind en vikar’ og vundet præmien, som er en gæsteunderviser fra Rådet for Sikker Trafik. Det gavner nu børnene, så de kan blive mere sikre i trafikken.

Der er god grund til at sikre, at teenagerne bliver undervist i at træffe sikre valg i trafikken. Over ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige, viser tal fra Vejdirektoratet.

Men for en travl lærer i folkeskolens ældste klasser, kan det være svært at finde tid til trafikundervisningen. Odder Kommune, TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik har derfor lanceret ‘Vind en vikar’, så flere teenagere bliver undervist i trafik.

50 lærere har vundet en vikar

Mere end 600 lærere landet over har deltaget i konkurrencen. Der er udtrukket ti vindere per region, som nu kan se frem til at få besøg af en gæstelærer til at undervise eleverne i 7.-10. klasse i trafik.

- Vi glæder os over, at Skovbakkeskolen har været så heldige at vinde. Konkurrencen ‘Vind en vikar’ er en god og sjov ide, som kan give trafikundervisningen i udskolingen et løft. Vi håber, at det kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtig trafiksikkerhed er – også for de ældste klasser i folkeskolen, siger formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Odder Kommune, Elvin J Hansen (A).

Hjælp til forældre til teenagere

Konkurrencen "Vind en vikar" er en del af den landsdækkende kampagne ‘Teenager i trafikken’, som sætter fokus på, at 13-16-årige er særligt udsatte i trafikken.

Kampagnen ’Teenager i trafikken’ henvender sig desuden til forældrene med redskaber til, hvordan de kan hjælpe deres børn sikkert på vej. På www.sikkertrafik.dk/teenager giver psykolog Ulla Dyrløv forældrene gode råd til at lave aftaler, der holder, så teenagerne bliver bedre til lægge mobilen i lommen, når de cykler, at huske hjelmen og for eksempel ikke blande alkohol og scooterkørsel.

På hjemmesiden kan man også høre teenagere fortælle, hvorfor de synes, det er en god ide, at deres forældre stiller krav og laver regler om, hvordan man som ung bør opføre sig i trafikken.

Om kampagnen ’Teenager i trafikken’

Det er Kommunerne i Danmark, Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden, der står bag kampagnen ’Teenager i trafikken’. Kampagnen skal blandt andet styrke den obligatoriske trafikundervisning for de ældste skoleelever og give forældre gode råd til at passe på deres teenagere.

7. c på Skovbakkeskolen får besøg af vikaren fredag den 2/12 kl. 8.30 og ca. tre lektioner frem. Pressen er velkommen til at kigge forbi denne dag.

Kontakt

 Gitte Rasmussen, Odder Kommune. 8780 4059.

 Gitte Aagaard, seniorkonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 2246 6969

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.oddernettet.dk