FOA

FOA: Finansloven løser ikke de store problemer

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2011 16:43 CET

Finanslov 2012 løser ikke det store problem med nedskæringer i den offentlige velfærd. Men finansloven indeholder også positive elementer, mener FOAs formand.

Trods S og SFs lovning på vækst i den offentlige sektor på 1,4 procent, byder næste års finanslov stadig på nulvækst for kommunerne. Vi vil derfor se endnu flere besparelser på den borgernære velfærd i kommunerne i det kommende år. Det frygter FOAs formand, Dennis Kristensen.

”6 ud af 10 kommuner skal spare på ældreområdet til næste år, og når finansloven ikke tilfører flere ressourcer til den kommunale velfærd, vil vi se endnu flere eksempler på kommuner, der skærer i plejen til de ældre og lader nattevagter være alene med demente beboere. Det er simpelthen ikke godt nok,” siger Dennis Kristensen, der frygter, at vi også i 2012 vil opleve afskedigelser i kommuner og regioner.

”I løbet af det sidste år er der forsvundet mere end 25.000 stillinger fra kommuner og regioner. Det siger sig selv, at det kan mærkes i ældreplejen, på skolerne, i børnepasningen og på hospitalerne,” siger Dennis Kristensen.

FOA anerkender behovet for vækst i den private sektor, som rapporten fra de økonomiske vismænd også fremhæver.

"Væksten i den private sektor er jo finansieringskilden til velfærd. Men væksten her kan ikke stå alene. Det private erhvervsliv er helt afhængig af en god offentlig sektor, så børn kan blive passet og uddannet, ældre kan blive plejet og syge kan blive kureret. Vi er jo hinandens forudsætninger,” understreger Dennis Kristensen.

Selvom det bekymrer FOAs formand, at finansloven ikke tilfører flere penge til driften af den offentlige velfærd, så hilser FOA regeringens forslag om at fremskynde de offentlige investeringer med 18,7 milliarder kroner velkommen.

”Der er et massivt behov for at renovere skoler, daginstitutioner, veje, sygehuse og offentlig transport og vi ved, at offentlige investeringer sætter gang i økonomien og genererer flere jobs,” siger Dennis Kristensen.

Også opprioriteringen af psykiatrien vækker glæde hos FOA, der tidligere har kritiseret de store besparelser, som psykiatrien har været udsat for.

Endelig hæfter FOA sig ved det sympatiske i, at regeringen nu langt om længe vil afskaffe kontanthjælpsloftet og fjerne introduktionsydelsen og starthjælpen.