FOA

FOA: Uklogt at aflyse trepart

Pressemeddelelse  •  2012-06-08 14:25 CEST

Trepartsforhandlingerne er nu officielt aflyst af finansministeren. Regeringen vil ikke acceptere, at lønmodtagerne ikke vil afgive helligdage eller feriedage. Det er dumt af regeringen, mener FOA.

”Regeringen lader en historisk chance falde på gulvet, når regeringen nu trækker stikket og aflyser en trepartsaftale. Der er jo ikke tale om et forhandlingssammenbrud, men derimod om en manglende lyst fra regeringens side til at komme i realitetsforhandlinger,” mener forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

”Og jeg synes desværre, at det ligner resultatet af, at regeringen har haft en skjult dagsorden om, at forhandlingsresultatet skulle være givet på forhånd. For det er hævet over enhver tvivl, at kommuner og regioner sagtens kunne have leveret flere arbejdstimer, når og hvis der bliver mangel på arbejdskraft. Masser af offentligt ansatte har mistet arbejdstimer under krisen, og de kommunale arbejdsgivere spekulerer tydeligvis i at ansætte deltidsansatte fremfor fuldtidsansatte. Her lå løsningerne lige på den flade hånd, uden at pisken skulle svinges over lønmodtagerne,” siger Dennis Kristensen.

Han kalder tiden for moden til selvransagelse.

”Det er tid til selvransagelse i fagbevægelsen over ikke at være i overensstemmelse med medlemmernes holdninger. Selvransagelse hos både de private og offentlige arbejdsgivere over konsekvensen af at blokere for reelle forhandlinger ved at kræve, at arbejdstidsspørgsmålet alene skulle løses i folketinget. Og selvransagelse hos regeringen over ikke at have stukket fingeren i jorden i forhold til danskernes holdninger til at arbejde mere,” siger Dennis Kristensen.

Aflysningen af trepartsforhandlingerne efterlader nu en række emner, som regeringen nu må tage fat på: Ungdomsarbejdsløshed, praktikpladsmangel, en massiv uddannelsesindsats, stigende problemer med det psykiske arbejdsmiljø, manglende tryghed blandt de offentligt ansatte, nye vækstinitiativer og meget mere.

”Og så står den såkaldte tillidsreform i den offentlige sektor tilbage. Regeringen har i regeringsgrundlaget lagt op til en reform, der skal føre til større tillid til de offentligt ansatte, mere rum til anvendelsen af de ansattes faglighed og kompetencer, bedre ledelse og afskaffelse af unødigt bureaukrati. Den reform er der fortsat et meget stort behov for, og jeg forventer, at regeringen nu inviterer de offentligt ansatte til forhandlinger om, hvordan denne reform kan udformes og føres ud i livet,” siger Dennis Kristensen.

Emner:

Arbejdsliv

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.