FOA

FOA: Unge efterlades i usynlig kø

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2011 17:37 CET

Regeringen vil skabe skolepraktikpladser til unge, der vil være mekanikere, tømre og malere – hvorimod unge, der ønsker at arbejde inden for velfærdsfagene, bliver afvist i hobetal på landets SOSU-skoler. FOA opfordrer derfor regeringen til at oprette 1500 ekstra praktikpladser til SOSU-skolerne.

”Nu er jeg så her på skolen, og skolen fejler jo ikke noget, men det er altså sådan en slags opbevaring – jeg går på fitnesslinjen og dyrker sport hele dagen. Og det er jo sjovt nok, men jeg vil gerne i gang med mit liv.”

Sådan sagde en ung kvinde som FOA besøgte på en produktionsskole. Hun ville gerne være social- og sundhedsassistent og havde alle kvalifikationerne. Alligevel fik hun afslag på sin ansøgning. I dag dyrker hun fitness på en produktionsskole.

Og kvinden er ikke den eneste, der har fået afslag. Ifølge tal fra SOSU-lederforeningen har landets social- og sundhedsskoler i perioden 1.januar 2011 til 1. september 2011 afvist i alt 8532 ansøgere til social- og sundhedsuddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse.

Det betyder, at ca. 48 % af ansøgerne har fået afslag på optagelse. Et usynligt tal der ikke optræder i de offentlige tilgængelige statistikker. En usynlig kø af unge der gang efter gang bliver glemt af politikerne.

I FOA efterlyser man politisk vilje til at hjælpe de unge, der gerne vil uddanne sig inden for et velfærdsfag.

”Når en kvinde, som hende jeg talte med på produktionsskolen, bliver svigtet, så handler det alene om, hvorvidt der er politisk vilje til at opfylde 95procent målsætningen om uddannelse til de unge”, siger Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA, og hun fortsætter:

”Jeg synes, at det er en politisk opgave, at give disse unge mennesker, det de efterspørger, nemlig en mulighed for at bidrage til samfundet igennem en uddannelse. Jeg synes det er skamløst at lade en ung kvinde, der brænder for at arbejde inden for velfærdsfagene, spilde sin tid på en produktionsskole.”

Nanna Højlund opfordrer derfor regeringen til at tænke bredere end blot at skabe praktikpladser til unge, der vil være mekanikere, tømre og malere.

”Jeg synes det er fint, at regeringen vil skærpe uddannelsesgarantien. Men tænk dog bredere end til blot til de klassiske håndværksfag. Vi foreslår, at regeringen opretter 1500 ekstra pladser til social og sundhedsuddannelsen og pædagogiske assistent. Det hjælper ikke alle dem, der bliver afvist – men det er et skridt i den rigtige retning.”