DI - Organisation for Erhvervslivet

Fødevarebranchens veje til vækst

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2010 09:31 CET

Udviklingsmulighederne for fødevarebranchen er store, men manglende politisk forståelse for branchens globale konkurrencesituation står i vejen for vækst.

På DI Fødevarers Årsdag blev det slået fast, at fødevarevirksomhederne i Danmark dagligt skal forholde sig til høje produktionsomkostninger, massiv afgiftsbelastning, stagnerende produktivitetsudvikling og fald i eksporten af højværdiprodukter.

Derfor retter mange virksomheder blikket mod udlandet, når nye investeringer skal foretages.

- Danmark har brug for en stærk fødevareindustri og potentialet er der. Kunde-grundlaget vokser, når verdensbefolkningen bliver rigere, og oven i det stiger efterspørgslen på ernæringsrigtige og sundhedsfremmende fødevarer. Det er et område, danske virksomheder har stor ekspertise i, siger formand for DI Fødevarer Jørgen Dirksen, adm. dir. Rynkeby Foods A/S.

På årsdagen præsenterede DI Fødevarer en række bud på, hvad der skal til for at sikre branchens udvikling fremover. Her blev der lagt vægt på ny teknologi, viden og innovation og nye globale markedsmuligheder.

- Det er i første omgang virksomhedernes opgave at realisere det store potentiale vi har i fødevarebranchen. Men det forudsætter, at de politisk bestemte rammevilkår understøtter vækstmulighederne og tager klart afsæt i den globale kontekst, som fødevarevirksomhederne opererer i, siger Jørgen Dirksen.