Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen indskærper regler for allergenmærkning

Pressemeddelelse   •   Okt 13, 2010 08:47 CEST

Fødevarestyrelsen har modtaget en endelig risikovurdering fra DTU Fødevareinstituttet om det hydrolyserede hvedeprotein, som var årsag til at fem danskere har fået en kraftig allergisk reaktion efter at have spist baglet-blandinger.

De pågældende personer var ikke i forvejen allergiske overfor hvede.

Ifølge vurderingen fra DTU Fødevareinstituttet blev de allergiske reaktioner udløst af et syrehydrolyseret hvedeprotein med handelsbetegnelsen Meripro 711, som indgik i baglet-produktet. Meripro 711 har ifølge producenten været anvendt i fødevarer i omkring 20 år.

Hydrolyseret hvedeprotein forekommer i flere fødevarer på det danske marked og er potentielt allergifremkaldende ligesom fx nødder.

Hvis en ingrediens eller en sammensat ingrediens indeholder hydrolyseret hvedeprotein, skal dette fremgå specifikt af mærkningen. Det er ikke tilstrækkeligt at mærke med for eksempel ’hvede’ eller ’hvedeprotein’. Alle ingredienser, som indeholder eller er fremstillet af hvede skal fremgå særskilt af mærkningen på fødevarer.

Fødevarestyrelsen er blevet gjort opmærksom på at flere fødevarer angiveligt ikke overholder mærkningsreglerne, og Fødevarestyrelsen har indskærpet overfor fødevarevirksomhederne, at hvis producenterne eller importørernes varer indeholder hydrolyseret hvedeprotein eller andre allergene ingredienser som fx nødder skal det fremgå tydeligt af mærkningen.

Fødevarestyrelsen deltager i begyndelsen af 2011 i en stor fællesnordisk kontrolkampagne, der skal sætte fokus på netop allergener i fødevarer og virksomhedernes ansvar for at mærke og deklarere deres produkter med det, de har blandet i.


Kontakt
Fødevareberedsskabschef Kim Vandrup Sigsgaard tlf. 72276606.