ALECTIA A/S

Første kuld fra ISS består ny arbejdsmiljøuddannelse

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2010 10:08 CET

Nye arbejdsmiljøregler er netop trådt i kraft. Det betyder, at landets virksomheder får et mere fleksibelt ledelsesværktøj, hvor stive strukturer om mødefrekvens og organisering er væk. Arbejdet kan i stedet struktureres, så det passer bedre til den enkelte virksomheds behov. ISS har som en af de allerførste virksomheder haft en gruppe medarbejdere gennem den nye uddannelse hos rådgivningsvirksomheden ALECTIA. 

Arbejdsmiljøloven fra 1977 er erstattet af mere tidssvarende arbejdsmiljøregler med virkning fra den 1. oktober 2010. Reglerne medfører, at alle landets virksomheder får mere fleksible muligheder for at organisere deres arbejdsmiljøarbejde, så det passer til den enkelte virksomheds og branches behov. Seniorkonsulent Nis Kjær fra Danmarks største arbejdsmiljørådgiver ALECTIA siger:

”Der har i årevis været en opfattelse af, at arbejdsmiljøarbejdet er placeret i en sidevogn i virksomhedens drift. Formålet med de nye regler er netop at udvikle en række tiltag, som kan bidrage til at løfte arbejdsmiljøet. Reglerne giver virksomhederne et nyt fleksibelt værktøj, der kan skabe bedre rammer for det strategiske arbejdsmiljøarbejde, der dermed i højere grad kan prioriteres og opleves som en del af ledelsesopgaven på linje med de øvrige ledelsesopgaver.”

”Det er det helt rigtige fokus, da det netop er virksomheder, der lykkes med at målrette og integrere arbejdsmiljøet i virksomhedens almindelige drift, som får mest ud af anstrengelserne. Loven er derfor en oplagt anledning til at kigge arbejdsmiljøarbejdet efter i sømmene og nytænke virksomhedens fremtidige organisation. Nøglen til succes er god organisering og fokus på det arbejdsmiljøarbejde, der virkelig gør en forskel i den enkelte virksomhed.”

ISS hilser reglerne velkomne 
En af de virksomheder, der har benyttet de nye regler til at styrke arbejdsmiljøarbejdet er servicevirksomheden ISS, der er ved at blive arbejdsmiljøcertificerede. ISS har i Danmark 10.000 medarbejdere og er organiseret i 450 arbejdsmiljøgrupper, der hver har en leder og en medarbejderrepræsentant. 

”Vi har som en af de allerførste virksomheder netop haft 18 deltagere på den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, der følger den nye arbejdsmiljølov. Det er en styrkelse af arbejdsmiljøarbejde med en lovpligtig grunduddannelse, som efterfølges af virksomhedsrettet, supplerende uddannelse. Det er en klar styrkelse af uddannelsen,” siger CSR og Personalechef fra ISS Lotte Hjortlund Andersen og fortsætter: 

”Med en ny uddannelse kan vi hurtigere sende vores arbejdsmiljørepræsentanter på det grundlæggende arbejdsmiljøkursus, så de hurtigere opnår en fornuftig basisviden. Herefter kan vi meget bedre målrette med supplerende kurser, som understøtter de kompetencebehov som ISS’ arbejdsmiljøorganisation har. Her kan vi så fokusere på specifikke områder som ergonomi, ulykker, psykisk arbejdsmiljø, beskyttelse og håndtering af vand og rengøringsmidler m.m., der er relevant for os. Uddannelsen bliver hermed et godt redskab til at understøtte den strategiske indsats, vi ønsker på arbejdsmiljøområdet.”

Målret indsatsen med supplerende uddannelse
Seniorkonsulent Nis Kjær fra ALECTIA, der har stået for undervisningen af medarbejderne fra ISS, siger om den nye arbejdsmiljølov:

”I branchen er håbet naturligvis, at den nye lov ikke bliver en hæmsko for arbejdsmiljøarbejdet hos landets mange virksomheder. Vi opfordrer derfor, at så mange som muligt af Danmarks arbejdsmiljørepræsentanter vælger at gøre som ISS og tage imod mulighederne for supplerende uddannelse. Her er der langt bedre mulighed for at målrette indholdet efter virksomhedens konkrete udfordringer og problemstillinger til gavn for bedre bundlinje, mere tilfredse medarbejdere og et godt arbejdsmiljø.” 

Om arbejdsmiljøuddannelsen
Arbejdsmiljøuddannelsen er en lovpligtig uddannelse på 22 timer. Deltagerne uddannes i de opgaver og krav, man står overfor som medlem af en arbejdsmiljøgruppe. Undervisningen tager afsæt i hverdagens udfordringer.

Deltagerne er valgt som arbejdsmiljørepræsentant eller udpeget som arbejdsleder i en arbejdsmiljøgruppe eller er på anden måde beskæftiget med sikkerhed og arbejdsmiljø f.eks. som sikkerhedsleder eller deltagerne har til opgave at deltage i arbejdsmiljøorganisationens arbejde. På arbejdsmiljøuddannelsen bliver der arbejdet med: 

• Arbejdsmiljøområdet set med virksomhedens øjne
• Arbejdsmiljøgruppens arbejdsopgaver
• Arbejdsmiljølovens hovedområder og centrale begreber
• Rettigheder, pligter og ansvar
• Det forebyggende arbejdsmiljøarbejde
• Informationssøgning, nyheder på området samt værktøjer til håndtering af arbejdsmiljøspørgsmål. 

Deltagerne lærer således at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og effektivisere arbejdsmiljøorganisationens arbejde. Bliver kvalificeret til at deltage i indsatsen med at løse arbejdsmiljøopgaverne, som arbejdsmiljøgruppen og virksomheden står over for. Får indblik i, hvordan arbejdsmiljøspørgsmål kan løses i et helhedsperspektiv i sammenhæng med virksomhedens politikker, mål og rammer.

Ny tretrins uddannelsesraket
De nye arbejdsmiljøregler fra den 1. oktober 2010 giver en ændring af uddannelsen, så den i langt højere grad imødekommer virksomhedernes strategiske planer for arbejdsmiljøarbejdet. Arbejdsmiljøuddannelsen skal køre i en tretrinsraket, hvor de to første trin skal gennemføres inden for det første år.

1. Første del er en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse af tre dages varighed som skal gennemføres inden for tre måneder efter nyvalg/nyudpegning. Denne obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal afholdes af godkendte undervisere.

2. Anden del er en to dages suppleringsuddannelse, som arbejdsgiveren skal tilbyde
arbejdsmiljøorganisationens nye medlemmer, efter de har afsluttet den lovpligtige
arbejdsmiljøuddannelse. De to dage skal være afsluttet senest et år efter
nyvalg/nyudpegningen. Disse dage kan tilpasses den enkelte branche, virksomhed og deres konkrete arbejdsmiljøforhold.

3. Sidste del skal løbe fremadrettet, hvor alle i arbejdsmiljøorganisationen skal tilbydes 1½ dags efteruddannelse årligt. De 1½ dag kan tilpasses den enkelte virksomhed og dermed den årsplan, som virksomheden har lavet. Er der fx i årsplanen aftalt en indsats om psykisk arbejdsmiljø ved organisationsændringer, kan den supplerende uddannelse omhandle forandringsprocesser, trivsel og arbejdsglæde.

OM ISS
www.issworld.com

Om ALECTIA A/S
Med næsten 100 års historie er ALECTIA en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder. Vi er specialiseret i en række brancher og sektorer og løser opgaver inden for byggeri og anlæg, hospitaler, farmaceutisk industri, bryggerier, mejerier, fødevarer samt vand, energi og miljø. ALECTIA er samtidig Danmarks største autoriserede arbejdsmiljørådgiver og rådgiver på alle niveauer med det formål at skabe attraktive arbejdspladser.

http://www.alectia.com

Pressekontakt
Nis Kjær
30 10 96 52


Alectia A/S
Teknikerbyen 34
2830 Virum
Danmark