Odder Kommune

For høj fart skyld i mange ulykker

Pressemeddelelse   •   Apr 06, 2018 08:00 CEST

Der sker alt for mange trafikulykker på vejene på grund af for høj fart. Nu vil Odder Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik have endnu flere trafikanter til at overholde fartgrænserne.

Hvert år er der mennesker, der kommer alvorligt til skade i trafikken eller i værste fald slet ikke kommer hjem til deres familie på grund af en ulykke, der kunne have været undgået.

I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen eller fx vejr- og vejforholdene, viser tal fra Vejdirektoratet.

Derfor er Odder Kommune gået med i den landsdækkende kampagne ”Sænk farten før det er for sent”. Det sker i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

- Odder Kommune har opsat vejkantplakater langs vejene i det åbne land, her bliver der især kørt for stærk. Dette skulle meget gerne få trafikanterne til at lette foden fra speederen. I 2011-2015 var der 5 dræbte og 33 alvorligt tilskadekomne i Odder Kommune, og disse tal skal meget gerne ned. Det er derfor vigtigt, at vi får flere til at overholde hastighedsgrænserne, så der sker færre trafikuheld og ulykkesstatistikken dermed falder, siger Ole Lyngby Pedersen, der er formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget i Odder Kommune.

Se den aktuelle kampagne ”Sænk Farten før det er for sent” her: https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/saenk-farten

Hvorfor kører vi for stærkt?

En stor del af dødsulykkerne i trafikken sker på landevejene især på grund af for høj fart og uopmærksomhed. Når man kører for stærkt, kan det betyde, at man ikke når at bremse i tide, hvis der sker noget uventet som fx en modkørende, der pludselig trækker over i ens vognbane eller krydser vejen uden at have set sig for.

Sidste år spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.472 bilister, hvor hurtigt de kører på landevejene. Hver tredje (34 %) svarede, at de ofte eller nogle gange kører 95 km/t på strækninger, hvor man maksimalt må køre 80 km/t. En del af bilisterne forklarer det med, at de følger trafikken eller ikke holdt øje med deres fart.

- Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel, og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fartulykker koster dyrt

Foruden de store menneskelige omkostninger ved fartulykker, så har for høj fart og ulykkerne på vejene også en økonomisk betydning for samfundet.

De gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger per personskade i trafikken er på 4,6 millioner kroner. Det er for eksempel udgifter til politi- og redningsarbejde, hospitals- og plejeudgifter, manglende skatteindtægter etc.

Fakta:

Hvor mange meter skal du bruge på at bremse, og hvor sker fartulykkerne? Se mere på Rådet for Sikker Trafiks temaside om farten på vejene: www.sikkertrafik.dk/fart

Kontakt:

Gitte Rasmussen, ingeniør, Odder Kommune: 87804059

Michelle Laviolette, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 24961144.

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Aarhus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.odder.dk