Gentofte Kommune

Forældrene vælger selv

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2011 09:36 CEST

Forældre i Gentofte har fået en selvbetjeningsløsning, der gør det lettere at vælge plads i kommunens dagtilbud.

Gentofte Kommune har som den første i landet indført en digital pladsanvisning, der giver forældre mulighed for selv at søge og booke en plads i eksempelvis vuggestue og børnehave. Løsningen betyder således et farvel til de traditionelle ventelister. 

Forældre finder nu selv en ledig plads ved hjælp af kriterier som startdato, afstand fra hjemmet, åbningstider og typen af dagtilbud. De kan se, hvornår barnet kan starte, og de kan booke plads til fx både vuggestue og børnehave på én gang.

- Digital pladsanvisning er det nyeste tiltag i vores bestræbelser på hele tiden at udvikle servicen over for borgerne. Løsningen giver vores børnefamilier bedre overblik over deres muligheder og gør det nemt for en familie at planlægge børnenes gang helt frem til skolestart, fortæller direktør i Børn, Unge og Fritid, Frank E. Andersen.

Stor efterspørgsel

Digital pladsanvisning gik i luften den 14. juni kl. 14 og blev i de første timer brugt af hundredvis af forældre. Da dagen var slut, havde over 300 selv fundet en plads til deres barn.

- Vi vidste, at mange forældre ville logge på den første dag, og at nogle ville opleve, at løsningen fungerede langsomt på grund af den store efterspørgsel. Derfor havde vi alle mand klar ved telefonerne for at hjælpe, men nu fungerer løsningen, forklarer Annette Ishøy-Rasmussen, borgerservicechef i Gentofte Kommune.

For at få adgang til digital pladsanvisning skal forældre logge sig på kommunens selvbetjeningsløsning Genvej på www.gentofte.dk med NemID.

Fakta:

  • Digital pladsanvisning er udviklet af Gentofte Kommune i samarbejde med KMD og Assemble. Projektet er støttet af ABT-fonden.
  • Familier uden computer med netadgang, eller som har brug for hjælp til den nye løsning, kan få hjælp i Kommuneservice.

Kontaktinformation:

Direktør for Børn, Unge og Fritid Frank E. Andersen, fea@gentofte.dk

Økonomidirektør Jens Peter Friis, jpf@gentofte.dk

Kommunikationschef Mie Gudmundsson, mieg@gentofte.dk tlf. 2938 2501.