Ingeniørhøjskolen i Århus

Forandringsagenter skal sætte skub i bæredygtigt byggeri

Pressemeddelelse   •   Okt 07, 2010 09:39 CEST

Ingeniørhøjskolen i Århus har fået en ny millionbevilling, der skal gøre studerende til forandringsagenter i byggebranchen. Om få år er de klar til erhvervslivet. De skal være drivkraft for mere bæredygtigt byggeri.

Med godt 1 mio. kroner i støtte fra EU’s program for energieffektivitet skal undervisere og studerende på Ingeniørhøjskolen i Århus frem til 2012 udvikle nye metoder, der kan få byggebranchen til at spare på energien. Og det handler ikke kun om energiteknologi, forklarer Arne Førland-Larsen, som er docent og ansvarlig for projektet.

”De studerende skal have en solid byggeteknisk viden, men samtidig skal de opbygge en personlig og faglig ballast, der gør dem til byggeriets forandringsagenter. De skal skubbe på for, at den danske byggebranche kommer op i et højere gear, når det handler om at reducere bygningers energiforbrug,” siger han.

Målet er at udklække forandringsagenter, der kan være med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen i byggeriets udvikling.

”Den kommende generation af ingeniører til byggebranchen skal være med til at skabe en helt ny, fremtidssikret byggekultur. Energieffektivt byggeri er ikke nogen modedille. Det er en markedsforudsætning,” siger Arne Førland-Larsen.

Bevidsthedsændring i branchenDen danske byggebranche har et stort potentiale for at realisere mere klimaneutralt byggeri, lyder det fra erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

”Der er et enormt potentiale i at opføre bygninger, som er markant mere energieffektive end dagens standard. Alligevel bliver byggebranchen ved med at bygge huse, der kun lige akkurat overholder lovkravene til energiforbrug,” siger Jonas Møller, seniorkonsulent og klimaspecialist i Dansk Byggeri.

Han vurderer, at de nye forandringsagenter kan komme til at spille en afgørende rolle i udviklingen af byggesektoren herhjemme.

”De skal være med til at skabe en ny byggekultur med bæredygtigt byggeri til en konkurrencedygtig pris. De unge bygningsingeniører kommer ud i erhvervslivet med viden om energiteknologi. De tænker bygninger på en helt ny måde, og de kan bidrage til at skabe en bevidsthedsændring i branchen, der både er teknologisk, økonomisk og social,” siger Jonas Møller.

Studerende fejer for egen dør. En væsentlig del af undervisningen for de kommende forandringsagenter er baseret på praksis. De skal for eksempel lave forslag til energirenovering af Ingeniørhøjskolens gamle bygninger.

”Vi fejer for egen dør. Det er klart. Gennem arbejdet med virkelige problemstillinger opbygger vi en stærk ekspertise inden for energirenovering og design af energibesparende bygninger,” siger Arne Førland-Larsen.

De studerende skal nedsætte energiforbruget i deres egen bygning med op til 50 procent.

» Læs mere om projektet her