SydkystDanmark

Fremtidens Wellness er mere end spa, sauna og kølig vin

Pressemeddelelse   •   Nov 20, 2018 10:00 CET

Der er et kæmpe potentiale i at tilbyde wellness-retreats, men vi skal ikke konkurrere med de store hotellers dyre wellness-afdelinger, men i stedet satse på ophold, der tager udgangspunkt i naturen, siger Kåre Netterstrøm, der sammen med sin hustru Camilla Netterstrøm driver Anahata Yoga Center på Møn.

”Vi kan tydeligt mærke, at der er flere og flere, der søger efter en måde at finde ro,” siger Kåre Netterstrøm.

På Anahata Yoga Center i Møn råder man over 10 værelser med sengepladser til i alt 24 gæster, men selv om man senest har udvidet med en kæmpe Dome med både undervisningslokaler og gæsteværelser, må man ofte afvise gæster.

”Vi har undervist i over 20 år, og folk kender os som undervisere og det spiller selvfølgelig ind, når det handler om at tiltrække gæster til vores retreats,” siger Kåre Netterstrøm.

”Men jeg fornemmer, at der er et stigende behov for en type wellness-ophold, hvor det ikke længere er nok blot at tilbyde spa, sauna og et glas køligt hvidvin. Der er mange, der har behov for at blive guidet til at finde roen og koble af fra hverdagens stress med mobiltelefoner og e-mail,” siger Kåre Netterstrøm.

”For nogle er det wellness at være i et spaområde på et hotel, hvor de måske booker en massage eller behandling og så får et glas vin og så ellers er overladt til sig selv. Men jeg oplever, at der er flere og flere, der har behov for at blive guidet, hvor der er en ramme med undervisning i yoga og meditation og som gerne vil føres igennem en mere dybdegående proces. Det er noget helt andet end et wellness-ophold på en kro, og det ser vi, at folk responderer rigtig godt på,” siger Kåre Netterstrøm

Gæsterne i Anahata Yoga Retreat Center er en skøn blanding af mennesker i alderen fra 16 og helt op til 95 år, nogle har dyrket yoga i mange år, andre er nybegyndere, men fælles for dem er, at de gerne vil have undervisning og guides i at finde metoder til at finde ro i sindet, forklarer Kåre Netterstrøm.

”Vi har fået Facebook, smartphones og e-mails. Det skaber en efterspørgsel efter en modvægt til det her tankemylder, hvor vi er på konstant,” siger han.

Særligt weekend-opholdene er populære som yoga-retreats, men der er også gæster, der deltager i længerevarende forløb.

En oplagt branding-mulighed for Møn

Der er altså et marked for at tilbyde wellness, men det gælder ikke om at investere flere millioner kroner i et stort og flot wellness-område med spa, sauna og swimmingpool. I stedet gælder det om at udnytte den skønne natur, som ikke kan kopieres, mener Kåre Netterstrøm:

”Møn har naturen, og når du tilbyder wellness, kan du guide gæsterne ind i en tilstand af ro, hvor du bruger naturen, mærker den er rar at være i. Og jeg mener, der ligger et potentiale, hvis der var nogen, der ville tage bolden op og markedsføre os endnu stærkere som en wellness-destination. Det skal ikke være wellness med materiel luksus, men wellness baseret på fx yoga og meditation,” siger Kåre Netterstrøm.

”Vi har allerede et stærkt trækplaster med Camønoen, og den kan vi bygge videre på. Vi kan markedsføre Møn som et område, hvor du finder en anden form for wellness. Det skal være en mere enkel form for wellness, der handler om at blive guidet til de indre processer, og som stiller os mere åbne over for naturen og de helbredende kræfter, der er lige for næsen af os. Og så skal det være wellness, der er til at betale for sygeplejersken, skolelæreren og politibetjenten,” siger Kåre Netterstrøm.

”Jeg tror, der ligger en mulighed i at brande Møn som et wellness-område over for både Danmark og Tyskland, og jeg så gerne, at der var en platform, hvor vi samlede alle på Møn, der havde med wellness at gøre. Det kunne være behandlere, der tilbyder forskellige former for behandlinger eller kokken, der gerne laver en vegansk-detox-kur. Hvis vi havde den platform, kunne vi også hjælpe hinanden og tilbyde en højere kvalitet i vores tilbud,” siger Kåre Netterstrøm.

Kåre Netterstrøm: + 45 25 60 88 57

VisitSydsjælland-Møn driver turistbureauer i og varetager markedsføring af destinationen SydkystDanmark, som dækker Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg Kommune.