Hundstrup Sogne- og Aktivitetsforening

Frokostjazz på Sydfyn

Pressemeddelelse   •   Maj 18, 2016 23:53 CEST

Det er lykkedes os at få de gamle musikere som gennem tiderne har spillet med Papa Bues orkester til Hundstrup.Arne Bue Jensen, bedre kendt som ”Papa Bue”, døde den 2. november 2011 i en alder af 81 år.

Papa Bue var ikke alene en stor – men måske den største - kunstner i den danske jazzverden nogensinde.

Papa Bue’s Viking Jazzband har gennem mere end 50 år været Danmarks mest kendte jazzband og opnåede en bred folkelig popularitet og et pladesalg i millionoplag. Melodier som ”Nyboders pris”, ”Everybody Loves Saturday Night”, ”Sidder på et værtshus” og temaet fra Olsenbanden-filmene er i dag danske evergreens.

Papa Bue fik usædvanlig succes i det store udland, hvor de turnerede i 30 lande. Orkestrets singleplade med "Schlafe Mein Prinzchen" fra 1960 solgte en million eksemplarer.
Og i 1962 fik vikingerne overrakt hver en guldplade. I 2006 kunne Papa Bue og hans Viking Jazz Band fejre 50 års jubilæum.

Orkestrets faste klarinettist Erik “Krølle” Andersen er på grund af en håndoperation ikke med ved denne lejlighed. Men som noget helt unikt, er det lykkedes at få klarinettisten Jørgen Svare med. Han var med i Papa Bues orkester i 28 år, og betegnes stadig som en af Europas bedste klarinettister.

Besætningen er: Jack Anderson Trompet; Fessor Basun; Jørgen Svare klarinet; Per Jakobsen piano; Jens Sølund Bas; Henrik Simonsen Trommer.