Det Kriminalpræventive Råd

Gadeliv kan øge risikoen for bandekriminalitet

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2014 09:49 CET

Livet på gaden er risikabelt for unge uden positive fællesskaber og kan på sigt føre til involvering i bander. Unge skal have gode alternativer. Mød førende bandeforsker fra USA på Den Kriminalpræventive Dag.

Gadelivet er risikabelt for unge, der mangler positive fællesskaber og færdes i områder med kriminalitet og stoffer. Livsstilen på gaden har nemlig betydning for de unges involvering i kriminalitet og bander. 

Det viser forskning fra ph.d. og professor på Arizona State University Scott Decker – en af de førende forskere på området. Den 8. april præsenterer han sin seneste forskning om gadeliv og bander på Den Kriminalpræventive Dag i København. 

Scott Decker giver blandt andet et indblik i forskellige måder at forebygge og gribe ind over for bander på, og om de har været en succes. Han vil også fortælle om, hvordan fx kommuner, politi, skoler og gadeplansarbejdere kan samarbejde om  forebyggelse.  

Professoren løfter også sløret for sin seneste forskning i, hvordan man motiverer et bandemedlem til at forlade sin bande.  

Gode tilbud til unge

Den Kriminalpræventive Dag sætter netop fokus på positiv ungdomsudvikling, og hvordan forskellige instanser kan supplere hinanden.


- Det er et relevant tema, som os med bandeudfordringer i kommunerne kan relatere til. Det er vigtigt at fokusere på positiv ungdomsudvikling hos børn og unge frem for kun at fokusere på de hårde værktøjer mod banderne, siger kontorchef i Københavns Kommune Lea Bryld. 

Ifølge Lea Bryld kan politiet ikke alene bekæmpe bandekriminalitet. Der er behov for at give unge, der bliver tiltrukket af gade- og bandemiljøet positive alternativer. 

Gode kerneydelser som skoler, klubber og fritidsjobs- og tilbud med nærværende voksenrelationer er væsentlige for at få børn og unge godt på vej i livet – og er for langt de fleste unge et alternativ til et liv på gaden. 

- Man skal stjæle børnenes tid og motivere dem til andre fællesskaber end dem med et kriminelt sigte, siger Lea Bryld

.Den Kriminalpræventive Dag handler om positiv ungdomsudvikling og bander.
Den Kriminalpræventive Dag handler om positiv ungdomsudvikling.

Hjælp til praktiske ting

Politikommissær fra Kriminalpræventiv Sektion i Østjyllands Politi Allan Aarslev møder især unge i
20 - 25-årsalderen, der er involveret i alvorlig kriminalitet og har brug for hjælp til at komme ud af det. 

- Kriminalitetsudviklingen blandt unge i Danmark er positiv, men en marginal gruppe laver alvorlig kriminalitet og ender i bander. Det er vigtigt med en lang række af forskellige aktiviteter til at forebygge bandekriminalitet og hjælpe dem ud, siger Allan Aarslev. 

Ifølge Allan Aarslev har de unge ofte brug for hjælp til lavpraktiske ting som at finde et sted at bo, et arbejde, en uddannelse, en kæreste og venner. Det er langt nemmere at hjælpe de unge ind i et socialt netværk i områder, hvor der er et positivt ungdomsliv. 

Den Kriminalpræventive Dag er et samarbejde mellem DKR og TrygFonden. Tilmeld dig dagen her.

Det Kriminalpræventive Råd hører under Rigspolitiet. Rådet arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.