PwC Danmark

Gældskrisen sender børsintroduktioner tilbage i dødvande

Pressemeddelelse   •   Jul 12, 2012 14:53 CEST

Introduktioner på verdens børser til en samlede værdi af over 8 mia. euro blev udskudt eller aflyst i andet kvartal af 2012. Det viser en ny opgørelse foretaget af revisions- og konsulenthuset PwC. I sidste kvartal har mange virksomheder tilbageholdt børsintroduktioner som følge af den voksende bekymring over den globale økonomiske vækst samt den fortsatte gældskrise i eurozonen. Dette pres har fået volatilitetsindekser på børsmarkederne op på det højeste niveau siden november 2011, fastslår PwC’s danske ekspert i børsintroduktioner.

Spirende optimisme blev slået ned i andet kvartal

Resultaterne fra PwC’s undersøgelse, der hedder IPO Watch Europe viser, at aktiviteten i børsintroduktioner i Europa er taget voldsomt af i andet kvartal. Partner og ekspert i børsintroduktioner hos PwC, Jens Otto Damgaard, uddyber:

”Årets første tre måneder viste en begyndende positiv udvikling på markedet for børsintroduktioner. Men med omkring 80 børsintroduktioner i andet kvartal af 2012, sammenlignet med 134 i samme periode sidste år, ser vi en nedgang på 40 % i volumen. Det er en markant negativ udvikling.” 

Også provenuet er nedadgående, fastslår Jens Otto Damgaard. Han udtaler:

”De 80 børsintroduktioner indbragte et provenu på blot 0,7 mia. euro, hvilket er en negativ vækst på hele 95 %, hvis man sammenligner med samme periode sidste år. Det er en klar afspejling af de hårde markedsbetingelser, som virksomhederne har stået overfor i anden halvdel af 2011.”

Det danske marked er også ramt

Situationen på den danske fondsbørs er den samme. Ikke én eneste børsintroduktion er det blevet til i 2012, forklarer Jens Otto Damgaard:

”Det danske marked er, på linje med det øvrige Vesteuropa, påvirket af den store usikkerhed på finansmarkederne. Denne usikkerhed betyder, at vi indtil videre ikke har haft nogen børsintroduktioner i Danmark i 2012 og at potentielle børsintroduktioner udskydes, indtil markederne bliver mere stabile og gunstige.”

Facebook trækker væksten op i USA

Markedet for børsintroduktioner ser anderledes stærkt ud i USA. Her blev 27 virksomheder introduceret på de amerikanske børser i andet kvartals første to måneder. Markedet gik dog i stå i maj måned på grund af de fortsatte indenlandske og globale makroøkonomiske bekymringer i USA.

Inklusive provenuet på 12,5 mia. USD fra børsintroduktionen af Facebook udgjorde det samlede provenu fra amerikanske børsintroduktioner i andet kvartal 2012 16,5 mia. USD. Det er 66 % højere end i samme periode i 2011 og det tredjestørste kvartalsprovenu siden 2007.

Udskydelse af store introduktioner i Asien

Markederne i Asien, og især i Hong Kong, var væsentligt påvirket af udskydelsen af flere store børsintroduktioner (Graff Diamonds, China Nonferrous Metal Mining og China Yongda Automobile Services).

På markederne på det kinesiske fastland har der i den første halvdel af 2012 været 117 børsintroduktioner, som har indbragt i alt 10,5 mia. euro. Det er en nedgang på 49 % i volumen og 74 % i provenu sammenlignet med samme periode sidste år.

Selvom Asien har været ramt at stilhed på markedet, fastslår Jens Otto Damgaard fra PwC, at Europa har været hårdest ramt. Han udtaler:

”Aktiviteten for børsintroduktioner i Europa har været det af de store markeder, som har været hårdest ramt. Aktiviteten vil sandsynligvis stadig være afdæmpet indtil langt ind i andet halvår af 2012. Det afhænger dog af hvorvidt vi vil se en fornyet tillid fra investorernes side og en forbedring af markedsstemningen hvad angår gældskrisen i eurozonen.”

Om undersøgelsen

IPO Watch Europe undersøger hvert kvartal alle nye, primære børsnoteringer på Europas vigtigste børsmarkeder og markedssegmenter (herunder børserne i Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz og England). Bevægelser mellem markederne på samme børs og tillægstrancher ved aktieemission er ikke omfattet. Denne undersøgelse er gennemført i perioden 1. april til 30. juni 2012 og registrerer nye børsnoteringer ud fra transaktionsdatoen. Alle markedsdata er indhentet fra selve børserne og er ikke efterprøvet af PwC.

Om PwC

PwC tilbyder branchespecifikke ydelser inden for revision, skat og rådgivning med henblik på at skabe tillid hos offentligheden og øge værdien for vores kunder. Mere end 169.000 medarbejdere i 158 lande inden for vores netværk arbejder sammen gennem et forenet tankesæt og udveksler erfaringer og løsninger for at udvikle nye perspektiver og praktisk rådgivning. "PwC" betegner det netværk af virksomheder, der er omfattet af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt og uafhængig juridisk enhed.