DR Kommunikation

Gamle programmer får nyt liv på universiteter verden over

Pressemeddelelse   •   Jun 08, 2011 09:29 CEST

DR Internationalt Salg har netop indgået en aftale med det amerikanske firma Alexander Street Press, som tilbyder undervisningsmateriale til streaming via nettet til universiteter i for eksempel Asien, Mellemøsten, USA, Europa og Australien.

Foreløbigt har DR aftalt med Alexander Street Press, at 175 gamle programmer fra DR Internationalt Salg skal ligge tilgængelige, så universitetslærere kan bruge dem til undervisning, hvis de har lyst til det.  Og planen er, at flere udsendelser kommer til i den kommende tid.

”DR Internationalt Salg har hele tiden solgt programmer til undervisnings-dvd’er, men det er nyt, når Alexander Street Press køber dem til streaming over nettet til lukkede databaser, at de køber så mange titler på en gang, og at programmerne når ud til hele verden og ikke kun nogle få lande af gangen,” siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Gamle dokumentarer og kulturprogrammer
Hun glæder dig over, at også fem, 10, 15 år gamle programmer fra DR Internationalt Salg får et nyt liv og kan gøre gavn som undervisnings-tv. Det er noget, DR i flere år har arbejdet ihærdigt med skulle komme til at ske. Det er alt fra gamle DR-dokumentarer til programmer om kunst og design, politik og musik, som DR Internationalt Salg nu afsætter til Alexander Street Press.

Blandt titlerne er for eksempel en række af Poul-Erik Heilbuth, Søren Klovborg og Tom Heinemanns gamle dokumentarer, ligesom alle filmene fra DR og BBC’s ’Why Democracy’-satsning også er inkluderet. Det samme er for eksempel Ole Retsbos møde med en mafiaboss: ’Mand af ære’, en dokumentar om Georg Jensen, Torben Schous program om ’Verdens vildeste passagerfly’, og den Prix Italia-vindende dokumentar om DR Underholdningsorkestrets chefdirigent Adam Fischer. Også Jacob Jørgensens og Ulrik Wivels program ’Dronningens Danmark’ og Christoffer Guldbrandsens ’Fogh bag facaden’ er en del af undervisningspakken – blandt mange flere titler.

Relevante i undervisningssammenhæng
”Normalt bliver det svært at sælge programmer, når de er tre-fem år gamle, men ved at få hul på dette marked, kan vi forhåbentlig fremover også få mere gang i salget af bagkataloget, og det er rigtig, rigtig glædeligt. Det kan godt være, at nogle programmer bliver uaktuelle med tiden, men derfor kan de godt være dybt relevante til for eksempel historie- eller musikundervisning,” siger Helene Aurø.

Alexander Street Press samarbejder også med for eksempel britiske BBC og canadiske CBS, så en række af deres programmer også ligger online til undervisningsbrug.