Region Midtjylland

Gert Sørensen bliver ny direktør på Århus Sygehus

Pressemeddelelse   •   Sep 21, 2010 09:22 CEST

Hospitalsdirektør Gert Sørensen på Regionshospitalet Randers og Grenaa har fået nyt arbejde. Fra 1. januar 2011 tiltræder han som hospitalsdirektør på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.


Gert Sørensen har været en del af hospitalsledelsen på Regionshospitalet Randers og Grenaa siden 2007. Han er 49 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Bent Hansen (S)

- Ansøgerfeltet var stærkt, men jeg er ikke i tvivl om, at vi har fået den bedste person til at bringe Århus Sygehus godt over i Det Nye Universitetshospital. Gert Sørensen har vist, at han kan gennemføre store projekter, men han kan også lytte. Kombinationen af handlekraft og lydhørhed for sine omgivelser er nyttig, når store forandringer skal finde sted, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

I sine fire år som hospitalsdirektør har Gert Sørensen ydet et vigtigt bidrag til, at Regionshospitalet Randers i dag står helt centralt i regionens akutplan og står foran en udbygning, der i løbet af de næste år udvider hospitalet med en helt ny fælles akutmodtagelse. Samtidig har Gert Sørensen arbejdet målrettet på at opbygge et sundhedshus i Grenaa med Regionshospitalet Grenaa som grundpille.

Ole Thomsen

- Jeg er meget glad for, at vi kan ansætte Gert Sørensen som hospitalsdirektør på Århus Universitatshospital, Århus Sygehus. Ud over de kvaliteter Bent Hansen omtaler, rummer Gert helt fremragende balancen mellem fokus på egen opgave på et hospital og opgaven som en del af en meget stor organisation, nemlig hele regionen. Dette udsyn er særlig vigtigt på Århus Sygehus, da Århus Sygehus sammen med Skejby er helt afgørende for udviklingen af det samlede sundhedsvæsen i regionen. Og denne rolle bliver vigtigere og vigtigere, siger Ole Thomsen, direktør i Region Midtjylland.

Stillingen som direktør på Regionshospitalet Randers og Grenaa bliver opslået snarest. Da stillingen som chefsygeplejerske på Regionshospitalet Randers og Grenaa også er slået op, tiltræder Gert Sørensen først sin nye stilling på Århus Sygehus 1. januar 2011.

Der var elleve ansøgere til stillingen som hospitalsdirektør på Århus Sygehus.


Fra cv’et

  • 2007 – 2010
    Hospitalsdirektør ved Regionshospitalet Randers/Grenaa
  • 2006
    Afdelingschef for sundhedsøkonomi, Region Midtjylland under dannelse
  • 2003- 2006
    Kontorchef Sundhedsøkonomi og –planlægning, Århus Amt
  • 1995 – 2003
    Økonomichef ved Århus Amtssygehus


Flere oplysninger



opdateret: 20-09-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010