Sørensen

Gode muligheder for danske virksomheder i Niedersachsen

Pressemeddelelse   •   Okt 21, 2010 11:36 CEST

Med den spirende højkonjunktur i Tyskland vokser ikke mindst de skandinaviske investorers interesse i den tyske delstat Niedersachsen. Senest lod en dansk delegation sig overbevise om Niedersachsens fortrin på den nyligt overståede EXPO REAL 2010-messe i München.

Niedersachsen har med sin centrale placering i Tyskland længe været et oplagt investeringsmål for skandinaviske virksomheder, og delstaten har i mange år ageret fremtidsorienteret med investeringer i infrastrukturen både til lands og til vands. Da Niedersachsen senest deltog med sin NGlobal-præsentation på EXPO REAL 2010-messen i München, var det med særlig invitation til en skandinavisk delegation. 

NGlobal, der har som mål at præsentere Niedersachsen for udenlandske - ikke mindst skandinaviske – investorer, havde i år valgt at lægge særligt fokus på logistik og offshore-energi. Og det var en imponerende kapacitet, som NGlobal kunne præsentere de mange besøgende på messen for. Som enkelte highlights for investorer kan det nævnes, at havnen i Cuxhaven råder over tre topmoderne ankerpladser, som gør den til Europas største offshore-havn. Dertil kommer, at havnen JadeWeserPort i Wilhelmshaven om kort tid snart vil stå klar til brug. Som Tysklands eneste dybvandshavn vil den komme til at spille en central rolle i den voksende godstransport til Øst- og Nordeuropa.

På messedagen imponerede NGlobals præsentation mange såvel tyske som udenlandske gæster. Interessen var stor, og den afspejledes ikke mindst i antallet af danske gæster, som valgte at aflægge Niedersachsen-Loungen et ekstra besøg. Som Tysklands næststørste delstat har Niedersachsen længe været en foretrukken destination for især danske førstegangsinvestorer. Og investeringslysten, den stiger i takt med, at den tyske økonomi kommer op i omdrejninger igen. 

Også Benny Egholm Sørensen, direktør i NGlobals skandinaviske partner-virksomhed Sørensen – Connecting Markets, ser store muligheder for danske virksomheder i Niedersachsen: ”På grund af den centrale geografiske placering og en moderne infrastruktur er delstaten særdeles interessant for skandinaviske investorer. Det gælder ikke bare offshore-industrien, som vi så eksempler på, på den aktuelle EXPO REAL 2010-messe i München. Niedersachsen er absolut også interessant for virksomheder inden for en lang række andre brancher”. Benny Egholm Sørensen tilføjer, at den positive udvikling i den tyske konjunktur yderligere har bidraget til at øge investeringslysten: ”Stemningen er vendt fra skepsis til optimisme. Vi får flere og flere henvendelser fra danske virksomheder, der vil høre mere om de muligheder, som Niedersachsen byder på”.

I den sammenhæng anbefaler Benny Egholm Sørensen danske virksomheder bl.a. at lægge vejen forbi det kommende års EXPO REAL-messe i München: "Messen er et optimalt udgangspunkt for en etablering på det tyske marked. Man møder et stort antal beslutningstagere fra tyske og internationale virksomheder, samtidig med at messen giver et indblik i tysk forretningskultur og i de geografiske forskelle," uddyber han.

Sørensen – Connecting Markets assisterer og rådgiver vedrørende messedeltagelsen og etableringsprojekter generelt i Tyskland. Interesserede danske virksomheder er velkomne til at henvende sig til den danske afdeling i Kolding: www.connecting-markets.com.