Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Gode råd om køb af elektronik

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2010 09:05 CEST

Forbrugerstyrelsen har samlet 9 gode råd, som du kan læse, inden du begiver dig af sted til elektronikforretningen eller søger efter elektronikprodukter på nettet.

  • Søg information inden købet
    Det kan være en god ide på forhånd at søge information om produktet. Fx ved at spørge venner og bekendte, søge på nettet for at tjekke priser, læse uvildige anmeldelser og anbefalinger fra andre brugeres oplevelser med produktet. Søgningen kan også hjælpe dig til at finde ud af, hvad du egentligt har brug for, så du er bedst muligt rustet, når du går ned i butikken.
  • Kend dine behov
    Skal produktet passe til udstyr, du har derhjemme? Hvor lang tid skal det kunne holde? Skal det have særlige funktioner? Overvej hvad produktet skal kunne, for at det passer bedst til dine behov.
  • Forbered evt. spørgsmål
    Det kan være en god ide at forberede nogle spørgsmål til ekspedienten om de ting, du gerne vil have afklaret, inden du køber. Det sikrer også, at du ikke kommer hjem med et produkt, som du ikke har brug for.
  • Vær kritisk i forhold til tillægsforsikringen
    Tillægsforsikringer kan i nogle tilfælde være et fornuftigt valg, men overvej om produktets værdi og forventede levetid står mål med forsikringens pris, eller om dine nuværende forsikringer dækker godt nok. 
    Se flere gode råd om tillægsforsikringer
  • Overvej tilkøb af support
    Vær selvkritisk og overvej, om du kan få brug for support, fx at kunne ringe til en hotline, hvis du får tekniske problemer med din computer.
  • Ingen fortrydelsesret på butikskøb
    Du har normalt ikke ret til at fortryde et butikskøb. Det kan dog være en service, som butikken tilbyder. Hvis du er i tvivl, om du kan fortryde købet, så spørg i butikken.
  • Læs altid brugsanvisningen
    Det er en god ide at læse brugsanvisningen, så du ved, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du bruger og vedligeholder produktet. Der kan også være funktioner, som du først lærer at kende, når du læser brugsanvisningen.
  • Kend dine rettigheder
    Går din vare i stykker, og du klager til butikken, kan du ofte undgå uenighed med butikken, hvis du kender dine rettigheder og pligter som forbruger. Forbrugerstyrelsen har i samarbejde med Dansk Erhverv lavet en række råd om håndtering af elektroniske produkter, som du også kan finde i en række butikker.
  • Tjek produktets energiforbrug
    Der kan være mange penge at spare ved at vælge et energieffektivt produkt. Ifølge Elsparefonden kan der fx være penge at spare ved at vælge den mest energieffektive digitale modtagerboks.