Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Gode råd til at spare på computerens elforbrug

Pressemeddelelse   •   Nov 25, 2011 15:15 CET

Der er op til 1.000 kr. at spare på elregningen i en computers levetid, hvis du vælger energieffektivt. Her kan du læse gode råd fra Go' Energi til, hvordan du sparer på strømmen ved køb og brug af computere.

Vælg computere med effektivt elforbrug

Fremover er det Energi Star-mærket, du skal kigge efter, når du køber skærme og computere. Computere, der lever op til Energy Star-ordningen, er som regel længere fremme teknologisk end andre produkter. De har bedre strømforsyning og mere effektiv hardware, hvilket sænker deres elforbrug.

Se listen over computere, der lever op til Energy Star-ordningen, på GoEnergi.dk

Gå efter bærbare computere

Du kan spare op til 90 % af elforbruget ved at udskifte din stationære computer med en bærbar. Bærbare computere er bygget til at kunne arbejde lang tid på batteriet. Deres ydelse kan desuden tilpasses til dit behov, så du undgår overflødigt strømforbrug.

Indstil strømstyringen

Sæt computeren i dvale eller standby, når du ikke bruger den. Du kan selv indstille computerens strømstyring til automatisk at gå fra aktiv til enten dvale eller standby efter et tidsrum uden brug.

Læs en guide til, hvordan du indstiller strømstyringen i Windows og OS X, på GoEnergi.dk

Tilslut en elspareskinne

Elspareskinnen slukker alt computerens tilsluttede udstyr, når du slukker for computeren. Du kan finde elspareskinner, hvor du handler, f.eks. i elektronikbutikker, byggemarkeder og supermarkeder. En elspareskinne koster fra ca. 40 kr. og opefter.

Se en liste over energimærkede elspareskinner på GoEnergi.dk