Socialpædagogernes Landsforbund

Gode takter i regeringens udspil over for udsatte børn

Pressemeddelelse   •   Okt 25, 2010 12:10 CEST

Udsatte børn skal have hjælp til lektierne, der skal fokus på forebyggelse og børnene skal i højere grad høres i anbringelsessager. Sådan lyder nogle af overskrifterne i regeringens fempunkts-plan for indsatsen over for udsatte børn og unge. ”Fornuftige toner, men man må passe på med i at generalisere problemer og løsninger når det handler om udsatte børn,” siger Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen.

Regeringen har fremlagt en fempunkt-plan for en styrket indsats over for udsatte børn og unge. Udspillet indeholder initiativer om styrket forebyggelse, større vidensindsamling, fokus på anbragte børns uddannelse, inddragelse af børnene og en styrkelse af slægts- og netværksanbringelse. Udspillet får ros af Socialpædagogerne, hvor næstformand Benny Andersen især hæfter sig ved, at der bliver lagt op til en styrkelse forebyggelsesindsatsen:

”Det er opløftende at se, at regeringen vil opruste den forbyggende indsats. Det er så vigtigt, at vi sætter tidligt ind med det hele rigtige tilbud til det enkelte barn, så vi får brudt et skidt mønster og givet barnet en chance for at få en god opvækst. Vi er nødt til at se på hvert enkelt barn og tage højde for, hvad der vil gavne lige netop det her barn allerbedst. Derfor handler forebyggelse om en indsats, der sikrer at barnets livssituation forbedres og ikke forværres. Det kan og skal i mange tilfælde være en anbringelse. Det gavner ingen – heller ikke de udsatte børn – at satse entydigt på at undgå anbringelser. Det er misforstået forebyggelse. Vi skal i stedet satse på, at der bliver tale om den rigtige indsats, det rigtige tilbud”

”Det gælder også når regeringen lægger op til en fokusering på slægts- og netværksanbringelser. Børnene er forskellige, og for nogle vil en anbringelse hos mormor eller moster være godt. For andre vil det ikke være godt. Slægtsanbringelse er ikke en universel løsning, som man bare kan rulle ud over anbringelsesområdet. Det er mange gange ikke nok at være barnets onkel – der kan i mange tilfælde være brug for, at omsorgspersonen har de helt rigtige kompetencer og en faglighed, for at kunne tage sig af de problemer, anbragte børn rigtig tit har med sig i bagagen. Men anbragte børn har også brug for at have kontakt til familie og have et netværk, så det skal styrkes og bruges i de tilfælde hvor det kan lade sig gøre. Fx også i forhold til aflastning, som regeringen lægger op til. Men det er uhyre vigtigt, at man sikrer støtte og hjælp til slægt og netværk, så de ikke står alene med børnenes problemer. Vi må ikke privatisere problemerne!;” siger Benny Andersen.

Benny Andersen er desuden glad for, at Socialministeriet lægger op til at styrke vidensindsamlingen på anbringelsesområdet, men advarer mod at sætte gang i en masse forsøg og undersøgelser i stedet for at handle:

"Vi ved jo allerede godt, at den tidlige indsats og forebyggelsen skal oprustes, hvis vi skal hjælpe udsatte børn og unge bedst muligt. Så undersøgelser og effektmålinger må ikke blive en syltekrukke eller sovepude, men skal være fremadrettede og konkrete."
http://www.sl.dk

Pressekontakt
Eva Åkerman
7248 6936


Socialpædagogerne
Brolæggerstræde 9
1211 København K.
Danmark