Skyscanner

Grækenland ikke længere i danskernes Påske-top ti

Pressemeddelelse   •   Mar 22, 2012 09:05 CET

Siden sidste år er Grækenland røget ud af danskernes top ti over foretrukne rejsemål i Påsken. Ny på top ti er Thailand, som er attraktiv med solgaranti og billige billetter. Det viser søgninger på Europas største rejsesøgemaskine Skyscanner.

Påsken står for døren, og kan man tage fri de tre dage inden helligdagene, har man en god lang ferieuge, som rigtigt mange danskere tilbringer i udlandet. Søgninger på rejsesøgemaskinen Skyscanner viser, at danskerne typisk søger mod varmere himmelstrøg i Påsken. Således finder man flere middelhavslande på listen. Men i forhold til sidste år er en mangeårig dansk yndling, Grækenland, gledet ud af danskernes top ti.

- Grækenland har altid været et meget populært rejsemål for danskerne, så det er nyt at se, at Grækenland ikke længere er blandt de foretrukne destinationer. Det er oplagt at gætte på, at usikkerheden om landets økonomiske situation og frygten for, at man på sin ferie risikerer at strande i en lufthavn pga. strejke, kan afholde mange fra at tilbringe Påsken på en af de græske øer, siger Linda Edstrand, skandinavisk marketingchef hos Skyscanner.

At danskerne bliver væk fra Grækenland i Påsken ser – desværre for Grækenland – ikke ud til blot at være et dansk fænomen. Nyheder i branchemedier lyder på, at også tyskere, briter og irere holder sig fra Grækenland i år. Samtidig har op mod ti pct. af de græske hotelejere planer om at sælge deres hotel efter, at det er kommet frem, at de græske myndigheder regner med en nedgang i turistindtægterne på omkring fem pct. i 2012.

Thailand lokker med sol og billige billetter
Sammenlignet med sidste år er danskernes Påske-top fem uændret, mens Thailand er ny på sjettepladsen og i øvrigt er listens højdespringer. At Thailand ligger så højt på listen kan måske hænge sammen med, at Påsken i år falder tidligt sammenlignet med sidste år. Hvis man vil have garanti for sol og varme så tidligt på året, er Phuket i Thailand et sikkert valg. Samtidig er Thailand også nem og billig at komme til.

- Der er mange selskaber, der flyver til Thailand, og det er selvfølgelig med til at presse prisen ned. Derudover er der flere gode muligheder for at komme dertil, hvad enten man foretrækker den direkte tur fra København til Bangkok eller fra København eller Billund og med en mellemlanding i Dubai, siger Linda Edstrand.

Danskernes favoritdestinationer i Påsken
             2012                              2011
 31. marts – 9. april       16. april – 25. april

 1       Spanien                       Spanien
 2       Storbritannien             Italien
 3       Italien                            Storbritannien
 4       USA                               USA
 5       Frankrig                        Frankrig
 6       Thailand                       Tyskland
 7       Tyskland                       Tyrkiet
 8       Tyrkiet                            Grækenland
 9       Holland                         Holland
 10     Portugal                        Portugal

Om Skyscanner

Skyscanner.dk er en ledende online rejsesøgemaskine for billige flyrejser, som leverer øjeblikkelige sammenligninger af millioner af fly fra mere end 1000 flyselskaber, fra fly til Nice til fly til Thailand. Søgemaskinen tilbyder desuden billeje og hoteller.

Skyscanner blev grundlagt i 2003 af tre IT professionelle, Gareth Williams, Barry Smith og Bonamy Grimes, og har hovedkontor i Edinburgh samt et andet kontor i Singapore. Sitet er tilgængeligt i 29 sprog og findes som mobil site og som en app til Android, iPhone, iPad og Windows Mobile, som er downloadet mere end seks millioner gange til dato. Efter tre år med en gennemsnitlig vækst på 94 % blev Skyscanner placeret i top 20 i Sunday Times Microsoft Tech Track 100 (2011).

Virksomheden fokuserer på hurtig ekspansion i eksisterende og nye markeder med det mål at blive nummer et i verden.

Følg Skyscanner på Twitter og Facebook.

PR-kontakt:

Morten Laasholdt, morten@help-pr.dk, 31 17 71 17

www.skyscanner.dk

Billedet tjener kun som illustrativt formål