Stofa A/S

​Gug-Visse-Dall Antenneforening og Stofa indgår strategisk samarbejde

Pressemeddelelse   •   Aug 04, 2015 12:00 CEST

Gug-Visse-Dall Antenneforening (GVD) har i knap 15 år drevet egen bredbåndforretning med succes. Men samtidig med at markedet for tv og bredbånd er i hastig forandring, udfordrer en faldende tilslutning på bredbånd nu den forretningsmodel, som foreningen hidtil har været drevet efter. I dag er markedet præget af en stor konkurrence på både priser, infrastruktur og udviklingen af nye tjenester, og skala og stordrift er blevet altafgørende for, at kunne tilbyde stabile og attraktive løsninger til en konkurrencedygtig pris.

Bestyrelsen i GVD har derfor konkluderet, at den nuværende model ikke er holdbar på lang sigt, trods en sund økonomi i foreningen. For at ruste sig optimalt til fremtiden, indgår man nu en strategisk samarbejdsaftale med tv- og bredbåndsselskabet Stofa. 

- Vi har været på udkig efter en stærk samarbejdspartner, hvor vi fortsat har et attraktivt produktudbud til fornuftige priser, og hvor antenneanlægget stadig ejes 100 % af medlemmerne. Med aftalen får vi en stærk spiller i ryggen, der kan sikre foreningens eksistens og position de næste år, lyder det fra GVDs formand, John Kronborg Larsen.

Aftalen betyder, at GVD forsat ejer selve infrastrukturen, mens Stofa fra årsskiftet skal stå for driften af bredbånd og digitale tjenester til GVDs medlemmer. 

- Vi er naturligvis utrolig glade for den tillid foreningens bestyrelse har vist os med aftalen, hvor vi i fællesskab er nået frem til en god model, hvor foreningen fortsat ejer og står for at udbygge antenneanlægget, men hvor Stofa overtager driften af bredbånd og de digitale indholdstjenester. Foreløbig for en 5-årig periode. Vi vil gøre vores yderste for at få indfriet GVDs ambitiøse målsætning om at være teknologisk førende og at få fastholdt bredbåndsmedlemmerne, siger Storkundedirektør i Stofa, Sune Nabe Frederiksen. 

Aftalen er et resultat af et længerevarende strategiarbejde i GVD. I foråret sidste år tog bestyrelsen initiativ til at fusionere Aalborgs tre antenneforeninger under navnet Aalborg ByNet. Fusionen blev desværre ikke en realitet, og bestyrelsen har siden arbejdet på, at finde alternative løsningsmodeller, der imødekommer fremtidens krav til teknologisk udvikling og den øgede konkurrence på bredbåndsmarkedet.

- Vi har haft et meget intenst forår med ugentlige møder og forhandlinger med både små og store leverandører, for at finde den bedste løsning for vores medlemmer. Det har været en hård, men nødvendig proces for at kunne sammenligne leverandørerne og skabe det rigtige beslutningsgrundlag, forklarer John Kronborg Larsen, GVD.


Yderligere information:
John Kronborg Larsen, Bestyrelsesformand GVD, e-mail jkl@gvd.dk
Sune Nabe Frederiksen, Storkundedirektør Stofa, mobil 2437 0055 og e-mail snf@stofa.dk 


Fakta om den nye samarbejdsaftale
Infrastrukturen ejes af medlemmerne
Foreningen ejer og udbygger fortsat selv fællesantenneanlægget, mens Stofa overtager operatøransvaret for bredbånd og digitale indholdstjenester, foreløbig i en 5-årig periode.


Flere nye digitale tjenester på vej til medlemmerne
Aftalen indebærer at Stofa skal udbygge anlægget til den nyeste standard for data på kabel-tv- netværk, som medfører, at GVD på sigt vil kunne tilbyde medlemmerne væsentlig højere bredbåndshastigheder. Allerede i løbet af august får medlemmerne mulighed for at vælge en ny lynhurtig 300 Mbit/s forbindelse. Samarbejdet med Stofa betyder oveni, at GVDs hidtidige loft for medlemmernes bredbåndsforbrug fjernes.

Tv på farten og gratis basis-bredbåndsforbindelse
Med aftalen får alle medlemmer, der er tilsluttet bredbånd mulighed for at tage deres tv-kanaler med på farten på pc, tablet og smartphone via Stofas WebTv To Go. Til de medlemmer, der ikke synes de har behov for Stofas hurtigere bredbåndsforbindelser, vil Stofa desuden tilbyde en gratis basis-internetforbindelse, der sikrer alle adgang til fx netbank og digital selvbetjening og kommunikation med det offentlige. Stofa forventer at være klar med tjenesterne senest ved årsskiftet.


Ingen ændringer i vilkår og priser 
Stofa overtager de eksisterende aftaler på bredbånd og telefoni på uændrede vilkår.Nuværende medlemmer vil derfor ikke opleve ændringer i hverken vilkår eller priser og der skal heller ikke skiftes modems. Eneste forskel er, at fra 1. januar vil bredbåndsregningenkomme fra Stofa.


Forventning om flere medlemmer

Aftalen med Stofa giver GVD adgang til en væsentlig større salgs- og marketingsorganisation, der kan være med til at fastholde, og forhåbentlig øge antallet af bredbåndsmedlemmer i foreningen.


Lokal forankring og service bevares 
Stofa er i forvejen stærkt repræsenteret i Aalborg med både kundecenter og kørende teknikere samt aftaler med naboforeningerne AN-TV og NTA.GVDs medlemmer kan forsat blive betjent i lokalområdet med samme kendte ansigter på GVDs kontor, og samtidig kan de nu benytte Stofas kundeservice og får således også mulighed for betjening om aftenen, hvor GVDs kontor ikke er bemandet.

Ejet af andelshaverne
Stofa er ejet af SE, som er et moderne dansk andelsselskab, der lægger vægt på at virksomheden er ejet af andelshaverne og ikke skal give overskud til udenlandske kapitalfonde, men alene geninvestere afkastet i endnu bedre kundeoplevelser til glæde for forbrugerne.


Formel godkendelse på generalforsamling
Formelt er det medlemmerne, der skal træffe beslutning om aftalen med Stofa på den ordinære generalforsamling 30. november 2015 kl. 19.00 i Skalborggaardhallen.En enig bestyrelse vil indstille forslaget til generalforsamlingens godkendelse.  

Kort om Gug-Visse-Dall Antenneforening
Gug-Visse-Dall Antenneforening (GVD) er Aalborgs ældste fællesantenneanlæg og blevetableret i 1975. Foreningen dækker det sydlige opland til Aalborg. Foreningen har i dag ca. 7.500 medlemmer, hvoraf ca. 4.700 har bredbånd fra GVD. 


Kort om Stofa
I Stofa har vi med en succesfuld strategi og en fremtidssikret platform skabt en markant position på det danske telemarked.

Vi er 675 medarbejdere, der hver dag kæmper for endnu bedre digitale oplevelser ved at udfordre vanetænkning og sætte nye standarder til gavn for mennesker og virksomheder i Danmark. Sammen med vores 480.000 tv-, bredbånds- og telefonikunder er det vores mål at gøre Danmark til en digital vindernation.

Stofa er en del af energi- og telekoncernen, SE, der bl.a. leverer el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til 650.000 kunder. SE koncernen har rødder i Syddanmark, men koncernens ca. 1.400 medarbejdere arbejder fra forskellige lokationer i hele Danmark. Vi lever efter værdierne åbenhed, mod, bæredygtighed og nærhed. Inden for rammerne af vores værdier har vi syv forpligtende leveregler, som præger alt, hvad vi gør på tværs af hele SE koncernen.

Læs mere om Stofa på www.stofa.dk og om SE koncernen på www.se.dk.