Håndværksrådet

Håndværksrådet: Håb om orden i affalds-kaos

Pressemeddelelse   •   Okt 27, 2010 09:08 CEST

Miljøminister Karen Ellemann og den konservative erhvervsordfører Carina Christensen er parate til at kigge kritisk på den ny affaldslov. Det glæder Håndværksrådet, som er stærk modstander af affaldsloven og repræsenterer 20.000 små og mellemstore vriksomheder inden for byggeri, industri og service.


De stadig mere synlige problemer i den affaldslov, som siden første januar i år har gjort livet surt for både virksomheder og kommuner, får nu politikerne på bedre tanker. Det glæder Håndværksrådet, som siden 2008 har arbejdet målrettet for at få den ineffektive og konkurrenceforvridende affaldslov taget af bordet. 

Både miljøminister Karen Ellemann og senest de konservatives erhvervsordfører Carina Christensen har nu meldt ud, at de ønsker at tage et kritisk kig på lovens konsekvenser for virksomheder og kommuner. Affaldsloven har nemlig ikke haft den tilsigtede effekt, lyder rationalet, og den erkendelse glæder Håndværksrådet. 

"Det er utrolig positivt, at politikerne på Christiansborg har fået øjnene op for det groteske cirkus, som affaldsgebyret udgør. De nye politiske udmeldinger viser, at politikere er parate til at lytte til fornuft, og det er en vigtig sejr for Danmarks små og mellemstore virksomheder". Det siger chefanalytiker Mads Engberg fra Håndværksrådet, som repræsenterer over 20.000 små og mellemstore virksomheder inden for byggeri, industri og service.

Problemet kan løses: Håndværksrådet er allerede tilbage i 2004 kommet til enighed med KL og de øvrige erhvervsorganisationer om en model, hvor der betales det samme gebyr for virksomheder og husholdninger. Den model bakker Håndværksrådet stadig op om og har i et brev opfordret miljøminister Karen Ellemann til at se på modellen igen. 

Konkurrenceforvridning på kommunalt plan
Affaldsloven trådte i kraft første januar 2010, men affaldsgebyret, som først i disse dage opkræves hos virksomhederne, dækker hele 2010. Virksomhederne har ikke kendt til gebyret eller dets størrelse på forhånd og har derfor ikke haft mulighed for at indregne omkostningen i deres egne tilbud. 

"De tårnhøje affaldsgebyrer er et alvorligt problem, fordi de skal tages ud af et eventuelt overskud, som i forvejen er lavt på grund af krisen. Derfor er det mangel på forståelse for virksomhedernes situation at opkræve et stort gebyr for brug af genbrugspladserne med tilbagevirkende kraft", siger Mads Engberg.

Netop derfor mener Håndværksrådet, at Carina Christensen har fat i noget af det helt rigtige, når hun i dag i en pressemeddelelse foreslår, at ordningen udskydes, indtil der er klarhed og gennemsigtighed på området. 

"Det er et plaster på såret, hvis opkrævningen for 2010 aflyses, men der skal tages hånd om, at gebyret er stærkt konkurrenceforvridende. Håndværksrådets egen landsdækkende opgørelse viser, at gebyret kan være næsten 5 gange så højt i den dyreste kommune som i den billigste. Det er helt uholdbart", siger chefanalytiker Mads Engberg.

Læs også:
Undersøgelse: Groteske forskelle på kommuners affaldsregninger

Ny affaldslov udløser rejsecirkus

Ny affaldslov hjælper ingen

Ny affaldslov skal i småt brændbart

Kontakt
Chefanalytiker Mads Engberg på telefon 26 80 25 35
Kommunikationschef Frederik Faurby på telefon 51 34 43 77

 

 

Find yderligere information og download fotos i vores presserum