Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Haarder og KL giver kommunerne KØS

Pressemeddelelse   •   Nov 26, 2010 10:13 CET

I dag får kommunerne adgang til et helt nyt datamarked, KØS, hvor de kan sammenholde sundhedsdata om deres egne borgere med oplysnin-ger fra regionen. Dermed får kommunerne mulighed for at sammenligne sig med hinanden om eksempelvis baggrunden for genindlæggelser.

Nu bliver det muligt for kommunerne at lave mere detaljerede sammenligninger af sig selv på sundhedsområdet, både med de andre kommuner og internt i de enkelte kommuner mellem sammenlignelige institutioner.

For eksempel kan en kommune nu slå op:

  • Hvor mange af kommunens borgere bliver genindlagt i forhold til i andre kommuner?
  • Hvor store omkostninger har kommunen til færdigbehandlede patienter på psykiatriske hospitaler?
  • Hvor mange ældre bliver indlagt pga. eksempelvis væskemangel fra de forskellige plejedistrikter i kommunen?

KØS – mindre mundret kaldet KommunalØkonomiskSundhedsinformationsgrundlag - er et nyt system, som kommunerne nu har adgang til. Det fungerer som et datamarked, hvor kommunerne kan sammenholde sundhedsdata fra regionerne med kommunernes egen indsats på sundhedsområdet.


Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

"
Vi ved, at der er stor forskel på kommunernes indsats og resultater på områderne sundhed og forebyggelse, for eksempel når det kommer til, hvor mange patienter der bliver genindlagt fra de forskellige kommuner. KØS gør det muligt for kommunerne at måle sig direkte og detaljeret i forhold til andre kommuner. Det skal de bruge fremadrettet, så de lærer af de bedste og spreder de gode eksempler."


Med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne en række opgaver på sundheds- og forebyggelsesområdet fra de daværende amter.

KØS er tænkt som et nyt redskab til at løfte sundhedsopgaverne og målrette indsatsen.

KØS er udviklet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i samarbejde med KL og en række kommuner.


Yderligere oplysninger
Fuldmægtig Kim Gustavsen, e-mail kig@im.dk og tlf. 72 26 98 14
Fuldmægtig Anne Svanholm, e-mail asv@im.dk og tlf. 72 26 98 29
Pressemedarbejder Marie Nyhus, e-mail mnc@im.dk og tlf. 72 26 94 17