Dansk Metal

Hædret med Praktikpladsprisen

Pressemeddelelse   •   Nov 17, 2010 09:55 CET

I dag blev PraktikPladsPrisen uddelt for første gang. Metal Nordsjælland var blandt dem som blev hædret for deres indsats.

Der var ros til formanden for Metal Nordsjælland, da PraktikPladsPrisen blev uddelt i dag. Allan Thomsen har sammen med en virksomhedsleder i Frederiksværk og en række andre lokale kræfter etableret en lokal metalskole, hvor næsten alle elever er kommet i praktik. 

”Jeg er stolt over, at vi har fået oprettet en lokal afdeling af Erhvervsskolen Nordsjælland i Frederiksværk. Lige så glædeligt er det, at frafaldet har været så lavt, og at vi har fået skaffet praktikpladser til næsten alle de unge”, sagde formand Allan Thomsen, Metal Nordsjælland. 

Afdelingen i Frederiksværk blev etableret for to år siden og uddanner smede og industriteknikere.

Kernen i de faglige uddannelser 

Prisen blev overrakt på Nationalmuseet i København, hvor undervisningsminister Tina Nedergaard holdt tale for de i alt tre modtagere. I talen pegede hun på, at de danske erhvervsuddannelser ses som en stor succes i resten af Europa. Det kvitterede Metals formand for. 

”Tak for ordene om, at en vekslen mellem praktik og skole er kernen i de faglige uddannelser.”, sagde Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal. 

Dansk Metal har som en del CO Industri og Industriens Uddannelser været med til at stifte den nye PraktikPladsPris. Prisen gives til initiativer, der hjælper unge til at tage en faglig uddannelse eller skaffer dem en praktikplads. 


"I de faglige uddannelser er praktikken helt afgørende", sagde formanden for Dansk Metal Thorkild E. Jensen. 

Solid investering 

”Vi har stiftet PraktikPladsPrisen, fordi vi godt vil gøre opmærksom på de faglige uddannelser. Både for den enkelte og samfundet er det en solid investering i fremtiden. Jobsikkerheden er høj, og de skaber vækst i hele samfundet”, siger forbundssekretær Per Påskesen, Dansk Metal. 

Fakta: PraktikPladsPrisen 

De blev hædret i dag:

  • Adm. direktør Jan Sørensen, Nordisk Stål A/S, og regionsformand Allan Thomsen, Metal Nordsjælland
  • Det fynske praktikpladsambassadørkorps
  • Entreprisechef Søren Dath, Thy-Mors Energi og tillidsrepræsentant Peter Andersen, Galten Elværk 

    Foruden de tre initiativer, som blev hædret i dag, vil der resten året blive uddelt PraktikPladsPriser for lignende initiativer over hele landet. Samlet vil 50 initiativer modtage prisen i form af en statuette, som kunstneren Bjørn Nørgaard har udformet i bronze. 

Læs mere om PraktikPladsPrisen.