Region Syddanmark

Henrik Villadsen ny direktør på OUH

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 08:18 CET

Region Syddanmark har i dag ansat Henrik Villadsen som ny direktør på Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus. Henrik Villadsen er 47 år og kommer fra en stilling som lægelig direktør i Sygehus Sønderjylland. Som direktør bliver Henrik Villadsen en del af universitetshospitalets direktion.

I stillingen afløser han Peter Frandsen, som rykker til Vejle for at blive en del Region Syddanmarks sundhedsdirektion sammen med Jens Elkjær og Per Busk.

- Henrik Villadsen er den helt rette mand til opgaven. OUH står midt i nogle voldsomme økonomiske udfordringer, som Henrik Villadsen skal være med til at løse. Han har været med til at vende skuden på Sygehus Sønderjylland. Jeg er overbevist om, at hans erfaringer herfra kan være til stor nytte på OUH. Desuden bliver det en central opgave for Henrik Villadsen at profilere sygehuset udadtil som universitetshospital og landets største sygehus, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.

Administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital, Jane Kraglund, glæder sig til det kommende samarbejde med Henrik Villadsen.

- Udover løsning af OUH's økonomiske problemer, er vi meget bevidste om, at OUH skal satse på forskning og udvikling i bred forstand. Også i disse sammenhænge har Henrik Villadsen betydelig erfaring og kompetencer, som vi vil få stor udbytte af, siger Jane Kraglund.

Henrik Villadsen kender Odense Universitetshospital rigtigt godt, idet han i 12 år i perioden 1991-2003 tog sin Ph.d.-grad og gennemførte sin praktiske uddannelse til hjertelæge på sygehuset.

- Ringen er sluttet. Jeg vender hjem til det sygehus, som har betydet allermest for mig. OUH er mulighedernes land, og jeg er begejstret over at blive en del af den direktion, som sammen med medarbejderne og samarbejdspartnere skal forvandle Danmarks største sygehus til Danmarks førende sygehus. Min nye stilling er mit livs udfordring, og jeg vil fra dag ét give alt, hvad jeg har. Der er masser af bjergetaper forude, men benene er gode og holdet er stærkt. Det bliver en stor dag, når vi napper førertrøjen, siger Henrik Villadsen, ny direktør på OUH.

Henrik Villadsen begynder i sit nye job 1. januar 2011.

Ledende overlæge på Sygehus Lillebælt, Steen A. Schmidt, konstitueres i stillingen som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland indtil stillingen kan besættes.

Fakta

Udover Henrik Villadsen kommer direktionen på Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus til at bestå af: Administrerende sygehusdirektør Jane Kraglund, direktør Bente Kowal, direktør Judith Mølgaard, direktør Jens Peter Steensen og direktør Peder Jest.

De refererer alle direkte til sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.

Fakta om Henrik Villadsen

Henrik Villadsen er født i Nykøbing Mors i 1963 og har taget sin studentereksamen på Morsø Gymnasium.

I 1991 blev han cand.med fra Aarhus Universitet og gennemførte hele sin praktiske lægeuddannelse på Odense Universitetshospital, hvor han blev speciallæge i kardiologi i 2003. Efter en kort afstikker på to år til Skejby Sygehus tiltrådte Henrik Villadsen som ledende overlæge på Sønderborg Sygehus i 2005 og året efter avancerede han til centercheflæge på Sygehus Sønderjylland. I 2007 fik han stillingen som lægelig direktør og medlem af den tre mand store direktion på Sygehus Sønderjylland. En stilling han har haft frem til i dag.

Henrik Villadsen har gennemført en Ph.D og en HD i organisation og har senest i 2007 taget en Master i Health Management.

Henrik Villadsen har deltaget i og været formand for en lang række regionale og nationale arbejdsgrupper. Således har han siddet for bordenden i den arbejdsgruppe i Region Syddanmark, der har udviklet konceptet for de fælles akutmodtagelser, der fremover bliver hovedindgangen for de akutte patienter på de store syddanske sygehuse.

Henrik Villadsen bor sammen med sin kone, praksissygeplejerske Charlotte Villadsen, i Odense.

Yderligere oplysninger fås hos:
Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, mobil 29 46 71 25
Ny direktør på OUH, Henrik Villadsen, mobil 28 95 27 28

Links/bilag»  Portrætbillede: Direktør på OUH, Henrik Villadsen