Falk Lauritsen Rejser

Her er de lokales insider-tips til ferien i Tyrkiet

Pressemeddelelse   •   Jul 13, 2013 10:00 CEST

Hvad er tyrkernes yndlingsret, hvad kan de bedst lide at drikke og hvad vil de altid vise til én, der kommer på besøg? Falk Lauritsen Rejser har talt med ti lokale tyrkere på tre populære feriedestinationer og har fundet frem til de lokales bedste insider-tips til ferien i Tyrkiet.

Gode strande, lækkert badevand, sol og 30 grader. Hvad mere har man brug for på ferien i Tyrkiet? Det skulle da lige være oplevelsen af, at få en snert af de lokales Tyrkiet. Falk Lauritsen Rejsers destinationschefer har talt med ti indbyggere i Marmaris, Alanya og Bodrum og fået deres bud på, hvad de spiser, drikker og er mest stolte af at vise frem, når de får besøg.

Det skal du spise, drikke og se i Bodrum
I Bodrum er Serkan (29), Seyhan (33) og Yunus (30) enige om, at kebab er den absolutte favoritspise. Serkan hælder mest til iskender kebab (en bund af brød, kød i tomatsovs og yoghurt), mens de to andre mænd er til den mere kendte döner. Ismail (32) derimod er gladest for fyldte vinblade – dolma. Mændene i Bodrum drikker helst te eller nationaldrikken raki, som smager af anis og i øvrigt bør drikkes med måde. Til gengæld har mændene i Bodrum forskelligt syn på, hvad der er værd at vise frem i nærheden. Serkan anbefaler oldtidsbyen Efesos, Seyhan foreslår Bodrum castle, Ismail hælder til Gümüsluk - en lille kystby og fiskerihavn, der ligger på resterne af den antikke by Myndos. Yunus vil tage sine gæster med til Zeki Mürens hus i Bodrum. Zeki Müren var til sin død i 1996 en kendt og meget populær sanger i Tyrkiet.

Det skal du spise, drikke og se i Alanya
I Alanya har Falk Lauritsen Rejser talt med Tuncay, en ung mand på 27, den unge kvinde Ceren på 17 og Hakan der er 39 år og manager på en strandklub.

Tuncays livsret er Osmannisk hyrdebiks - en gryderet bestående af oksekødsstrimler, løg, hvidløg, tomat og brun sovs. Ceren kan bedst lide Manti, en tyrkisk ravioli, og Hakan er mest til kyrufasulya - bagte bønner i tomatsovs. Drikkevarerne er der heller ikke enighed om. Tuncay er gladest for den tyrkiske cognac Napolion, Ceren er mest til mælk og Hakans favoritdrik er te. Til gengæld er de tre Alanya-ambassadører enige om, at Alanya borgen og udsigten herfra til det omkringliggende bjerglandskab er den helt store attraktion. Hakan synes også, at man skal køre ud til smeltevandsfloden Dim Cay og slænge sig i sofapuderne.

Det skal du spise, drikke og se i Marmaris
I badebyen Marmaris har Falk Lauritsen talt med restauratøren Ali på 60 år, guldsmeden Sedat på 43 og den kvindelige booking supervisor Sohbet, som er 39.

Ali fremhæver meze – de mange forskellige retter, der serveres i små skåle sammen med brød. Ali taler også varmt for kebabspyd med grøntsager og til slut skal man prøve den søde baklava-kage. Også Sedat fremhæver kebab som noget særligt, men heller ikke den traditionelle tyrkiske morgenmad bestående af brød, agurk, tomater, oliven og tyrkisk ost, skal man snyde sig selv for. Sohbet elsker at gå på markedet og finde friske grøntsager og så holder hun af frisk pasta med kødboller men også fisk, som findes i rigelige mængder i den gamle fiskerby. De tre repræsentanter i Marmaris er enige om, at te altid er godt, men ved særlige lejligheder drikkes også vin, øl og raki.
Selve Marmaris by er ikke kendt for at huse de helt store seværdigheder, men en tur op til den gamle borg, en slentretur langs marinaen eller et besøg i byens gamle moské fra 1700-tallet er på must-do-listen. Sedat foreslår desuden, at man ser, hvordan de ægte tæpper bliver til:
”Det en oplevelse at tage ud på en tæppefabrik - ofte bliver tæpperne håndlavet, de sidder simpelthen og hækler”, fortæller han.

Nysgerrige på den lokale kultur
Falk Lauritsen Rejser direktør, Søren Falk Lauritsen er glad for at kunne give rådene videre:

”Vores gæster er generelt nysgerrige og ønsker at lære mere om kulturen i det land de besøger. Vi stiller rammer til rådighed i form af gode hoteller og dansktalende rejseledere, men opfordrer vores gæster til også at opleve de lokales Tyrkiet, smage på det lokale køkken og på alle måder få nye, spændende oplevelser med hjem i bagagen”, fortæller Søren Falk Lauritsen.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433


Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2011 og 2012 er Falk Lauritsen blevet kåret til Danmarks bedste charterbureau. I 2013 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.