Forbrugerombudsmanden

Hold øje med mærkningsordninger

Pressemeddelelse   •   Nov 07, 2011 15:32 CET

”Godkendt”, ”Maksimal forbrugersikkerhed” og lignende udtryk giver forbrugere indtryk af, at en virksomhed, der har et bestemt mærke, er sikker at handle hos. Men de må kun bruges, når der bliver ført en effektiv kontrol med, at virksomheden overholder lovgivningens krav, mener Forbrugerombudsmanden.

Hjemmesider, hvor man kan bedømme virksomheder, er populære og kan være et nyttigt værktøj for forbrugere, der handler på nettet og vil finde den bedste butik og de bedste priser.

Forbrugerne skal dog være opmærksomme på, om et givent mærke eller om bedømmelser på en hjemmeside alene er baseret på subjektive forbrugeranmeldelser, eller om det bliver kontrolleret, at lovgivningens krav overholdes – for ellers risikerer forbrugerne at blive vildledt, understreger Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmandens besked til udbydere af mærker er, at mærket eller hjemmesiden ikke må love mere, end der er dækning for.

"En mærkningsordning må ikke give det indtryk, at en bestemt virksomhed er sikker at handle hos, eller at den overholder lovgivningens krav, hvis udbyderen af mærket ikke fører kontrol med, at det er tilfældet, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe og tilføjer:

”Når en mærkningsordning er baseret på kundernes anmeldelser, er det vigtigt at sikre, at alle kunder – både de tilfredse og de utilfredse – på samme måde opfordres til at bedømme en virksomhed. Virksomhederne må ikke prøve at påvirke kunderne til at give en positiv anmeldelse. Desuden skal udbyderen af mærkningsordningen indrette systemet, så falske anmeldelser i videst muligt omfang undgås.

Opfordringen kommer på baggrund af en sag, som Forbrugerombudsmanden netop har afsluttet.

Udbyderen af en mærkningsordning brugte udtryk som ”godkendt” og ”maksimal forbrugersikkerhed” om virksomheder, der brugte mærket.

Mærket var imidlertid baseret på forbrugeres anmeldelser af virksomhederne. Anmeldelserne var typisk udtryk for kundernes oplevelser af virksomheden og dens serviceniveau. Udbyderen af mærket foretog derimod ikke nogen kontrol af, om virksomheden levede op til lovgivningens krav efter bl.a. forbrugeraftaleloven, markedsføringsloven eller e-handelsloven.

Da bedømmelsen af virksomhederne derfor alene var baseret på kundernes oplevelse af serviceniveau og lignende, fandt Forbrugerombudsmanden, at det var vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, at anvende de nævnte udtryk og andre udtryk, der giver forbrugere indtryk af, at virksomheden, der anvender mærket, er sikker at handle hos.

Efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden tilrettede udbyderen oplysningerne i sit mærke og på sin hjemmeside, således at det nu fremgår, at bedømmelsen af en virksomhed alene er udtryk for privatpersoners subjektive holdninger, og at det fremgår, at udbyderen ikke tjekker, om de ratede virksomheder lever op til lovgivningens krav. Det fremgår endvidere ikke længere af mærket, at virksomheden er ”godkendt.”

Læs mere om sagen om mærkningsordningen.

J.nr. 09/03622

For yderligere oplysninger, kontakt:

Tina Morell Nielsen
Chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 41 71 53 07