Miljøministeriet

Hurtigere advarsel til forbrugerne om forurenet drikkevand

Pressemeddelelse   •   Nov 09, 2011 16:19 CET

Alle kommunalbestyrelser skal straks underrettes i tilfælde af forurening af drikkevandet, og kommunalbestyrelsen skal fremover kontakte Sundhedsstyrelsen, hvis uheldet er ude. Miljøministeren ønsker, at alle forbrugere trygt skal kunne drikke vand fra hanen, uden at risikere at blive syge.

Hvis et laboratoriums analyser viser bakterier i drikkevandet, skal der fremover reageres prompte, så borgerne undgår at blive syge. Det fremgår af en ny bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

Med den nye bekendtgørelse understreges det, at laboratorier omgående skal advare kommunalbestyrelser og vandværker, hvis de konstaterer en overskridelse af grænseværdierne for eksempelvis bakterier i drikkevandet. Et laboratorium må dermed ikke afvente yderligere omprøver, da det vigtigste er, at borgerne undgår at blive syge.

- De nye krav er et vigtigt skridt på vejen til at sørge for, at vi alle trygt kan drikke vand fra hanen, uden at bekymre os om at blive syge. Ved hurtig kommunikation undgår vi for det første sygdom, men vi kommer også hurtigere i gang med at løse problemet, siger miljøminister Ida Auken.

I bekendtgørelsen indskærpes der desuden, at kommunalbestyrelser fremover skal drøfte med Sundhedsstyrelsen, hvilke råd borgerne skal have, hvis deres drikkevand er forurenet. Det kan for eksempel betyde, at der nedlægges totalt forbud mod at drikke vandet, eller at der rådgives om, hvordan man skal koge sit vand, før man bruger det til madlavning.

- Hvis uheldet er ude, så er det uhyre vigtigt, at borgerne får den bedste rådgivning, vi kan give dem. Samtidig skal vi huske på, at vi har noget nær den europæiske rekord i at levere godt og rent drikkevand. I 2010 leverede 97 procent af de danske vandværker rent drikkevand til danskerne uden nogen form for problemer, siger Ida Auken.

Der bliver nu også mulighed for, at offentlige institutioner kan søge om dispensation til at bruge regnvand til wc-skyl. Det vil være besparende for drikkevandsressourcerne, og samtidig følger det op på Miljøministeriets handlingsplan for rent drikkevand.

Læs bekendtgørelsen

Yderligere oplysninger:
Fuldmægtig Anne-Marie Madsen, Naturstyrelsen, tlf. 72 54 47 38, e-mail: anmma@nst.dk
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 25 61 71 70, e-mail: mthor@mim.dk