Codan Forsikring

Hver anden dansker byder lovkrav om reflekser velkommen

Pressemeddelelse   •   Okt 24, 2012 10:39 CEST

Knap halvdelen af danskerne mener, at der bør indføres et lovkrav om, at alle skal bære reflekser, når de færdes i trafikken i vinterhalvåret. Det viser en ny undersøgelse fra Codan Forsikring, der sammen med Børneulykkesfonden igen i år sætter fokus på trafikanters synlighed i mørket. Det sker på ’Årets Refleksdag’ torsdag den 25. oktober.


Som optakt til Årets Refleksdag har Codan foretaget en undersøgelse om danskernes forhold til reflekser. Undersøgelsen viser blandt andet, at næsten hver anden dansker (47 %) går ind for et lovkrav om brug af reflekser for alle, uanset alder. Og blandt de danskere, der i dag ikke benytter reflekser, mener hver tredje (32 %), at det vil kræve et lovkrav, hvis de skal ændre adfærd.

”Tallene i vores undersøgelse er interessante og vidner om, at danskerne generelt støtter øgede krav til brug af reflekser. Vi mener dog, at første skridt bør være at øge danskernes viden om, hvor stor betydning reflekser rent faktisk har for trafiksikkerheden. Derfor har vi også igen i år valgt at gennemføre ’Årets Refleksdag’ med Børneulykkesfonden,” siger Dorte Eckhoff, nordisk CSR-chef hos Codan.

Ifølge undersøgelsen benytter cirka hver tredje voksne dansker refleks om efteråret og vinteren.

61 procent ønsker påbud for børn under 15 år

Tidligere på året stod Børneulykkesfonden bag en lignende undersøgelse, der viste, at 61 procent af danskerne synes, at det bør være påbudt ved lov, at børn under 15 år skal bruge refleks, når de færdes i trafikken. Men fonden mener ikke, at en ny lov nødvendigvis er vejen frem.

”Ingen andre lande i Europa har indført en lov om at bære reflekser i trafikken i vinterhalvåret. Derfor ved vi heller ikke, om lovgivning vil medføre den ønskede effekt. I første omgang mener vi, at oplysning og initiativer som Årets Refleksdag er vejen frem, ligesom man har set det i Norge. Vi håber, at sådanne initiativer både vil bidrage til at gøre refleksbrikker til en naturlig del af udstyret, når vi bevæger os ud i mørket og styrke danskernes opmærksomhed på trafiksikkerhed generelt”, siger Jeanette Fangel Løgstrup, der er bestyrelsesformand for Børneulykkesfonden.

Undersøgelser viser, at fodgængere, der færdes i mørket uden reflekser først er synlige for bilister på 25-30 meters afstand. Med reflekser bliver fodgængere synlige for bilister på ca. 140 meters afstand.

 

Årets Refleksdag

Codan og Børneulykkesfonden er igen i år gået sammen for at sætte fokus på synlighed i mørket. Det sker på ’Årets Refleksdag’, der løber af stablen torsdag den 25. oktober. Her kommer flere aktiviteter til at sætte fokus på det vigtige i at bruge reflekser:

  • Mellem kl.7.30 og 9.00 deler i alt 80 Codan-medarbejdere gratis reflekser ud på gaden i København, Århus, Odense, Aalborg og i Rønne.
  • Kl. 18.00 – 19.00 bliver der afviklet et ’Refleksløb’ i Fælledparken i København, hvor ca. 200 voksne og 100 børn løber en rute på 5 km og lyser parken op med slap-wrap refleks med diodelys.
  • I dagene optil vil 1500 institutionsbørn fra 21 institutioner på Fyn agere ’refleksbetjente’ og iført særlige badges tjekker de voksnes brug af reflekser.
  • Foruden Codans egne medarbejdere deler frivillige fra DTL, Ældre Sagen og Danske Fragtmænd gratis reflekser ud til danskerne i følgende byer: Ringsted, Holbæk, Nykøbing Sjælland, Maribo, Greve, Stenløse, Århus, Randes, Herning, Spjald, Kolding, Ålborg, Holstebro, Nykøbing Mors, Haderslev, Røde Kro, Åbenrå, Fredericia, Egtved, Vejle, Odense, Tommerup, Søndersø, Svendborg og Rønne. For nærmere information om hvor man kan møde de frivillige, se her: http://app.borneulykkesfonden.dk/refleksdagen/uddeling.htm
  • OK Plus butikkerne i hele landet langer gratis reflekser over disken

Desuden støtter følgende samarbejdspartnere op om dagen: 3M, Q Park, Lokalavisen Frederiksberg-Vesterbro-Vanløse, FDM, Leaseplan, Sirius Advokater, Sjællandsvognmandsforening, Odense Kommune, Firststop, bObles, Bank Nordik, Herning Kommune, Race Århus, Gentofte Kommune, Kørelærergruppen.dk, Vestjyllandsvognmandsforening, Københavns Brandvæsen, Dagplejen Ikast-Brande Kommune, Ozon, Toyota, Nordic N Tours, JD Transport, Shopsport.dk, e3light Group, Oppenhejm & Jansson, Tandplejen, Børn og Unge, Århus Kommune, Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening, DTL Øst, OK, Kjøbenhavns Vognmandslaug.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen fra Codan er foretaget af YouGov, og resultaterne er indsamlet i perioden 1.- 4. oktober 2012. Undersøgelsen er gennemført blandt danskere i alderen 15-64 år.

 

Udvalgte resultater fra undersøgelsen:

  • På spørgsmålet ”Har du reflekser på dit overtøj i efteråret og om vinteren?” fordeler svarene sig således: 34 % siger ’ja’, 63 % siger ’nej’, 3 % siger ’ved ikke’.
  • Den primære årsag til, at folk ikke bruger reflekser, er, at de ikke ejer nogen (32 %). 29 % svarer, at de ’glemmer’ at bruge reflekser. 21 % mener ikke, der er grund til det/ ikke oplever, at det øger deres trafiksikkerhed tilstrækkeligt.
  • 47 % af danskerne svarer ’ja’ til, at brug af reflekser bør påbydes ved lov (de fordeler sig med 55 % kvinder og 39 % mænd). 41 % svarer ’nej’ og 12 % svarer ’ved ikke’.
  • Kun få danskere ved præcist, hvilken effekt reflekser har på trafiksikkerheden. En tredjedel tror (31 %), at man som fodgænger bliver synlig for bilister på 129 meters afstand eller derunder, men undersøgelser viser, at man bliver synlig på en afstand af cirka 140 meter.    

 

Fakta om trafikulykker i mørket og brug af reflekser

  • Cirka 25 procent af alle uheld med cykler sker i mørke (Rådet for Sikker Trafik).
  • En bilist, som kører med nærlys med 50 km/t har otte sekunder længere til at opdage en fodgænger, der bruger refleks, end en fodgænger uden refleks (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)
  • Reflekser gør dig synlig på en afstand af 140 meter, selvom bilen kun har nærlyset tændt. Uden refleks bliver du først opdaget indenfor 25-30 meters afstand. (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Codan Forsikring

Kia Pedersen, Kommunikationskonsulent                    

Tlf.: 3037 8528

E-mail: kip@codan.dk

 

Børneulykkesfonden

Nini Andersen, PR- og Kommunikationsansvarlig

Tlf.: 3037 8239

E-mail: nini@borneulykkesfonden.dk

 

For kundehenvendelser

Kontakt os på: Tlf.: 3355 5550

Om Codan Forsikring

Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med 22.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde med CSR her.

Læs mere om Codan på www.codan.dk.

 

Om Børneulykkesfonden

Børneulykkesfonden blev grundlagt i 2008 af forsikringsselskabet Codan og H.C. Andersens Børnehospital. Målet med Børneulykkesfonden er at blive den ledende organisation inden for forebyggelse af børneulykker ved at uddele fondsmidler til forskere og institutioner, hvis arbejde falder inden for fondens formål. Desuden skal Børneulykkesfonden arbejde for, at såvel forældre som de, der arbejder med børn i det daglige, er bedre klædt på til at forebygge ulykker og skader.

Læs mere på www.borneulykkesfonden.dk