Codan Forsikring

Hver anden dansker forventer øget brugerbetaling i fremtiden

Pressemeddelelse   •   Jul 12, 2012 10:00 CEST

Mange danskere forventer en fremtid, der byder på øget brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen. Og det ligger dem ikke voldsomt fjernt at betale for konsultationer hos den praktiserende læge. Det viser en ny undersøgelse fra Codan Forsikring.

Ifølge en ny undersøgelse fra Codan vil det tilsyneladende ikke komme som en overraskelse for danskerne, hvis der i de kommende år bliver indført en øget grad af brugerbetaling i det offentlige sundhedssystem. I undersøgelsen indgår blandt andet følgende spørgsmål:

”Forventer du, at de offentlige sundhedstilbud i fremtiden forringes, således at du som privatperson i fremtiden skal dække større sundhedsudgifter på egen hånd?”

Hertil svarer 53 % af respondenterne ’ja’, mens 32 % svarer ’nej’. 15 % svarer ’ved ikke’.

”I de seneste par år er diskussionen om øget brugerbetaling dukket op flere gange. Og noget kunne tyde på, at diskussionen har medført en forventning i befolkningen om, at finansieringsmodellen for den offentlige sundhedssektor vil ændre sig i de kommende år. Måske er tiden nu ved at være moden til en konstruktiv diskussion om, hvordan fremtidens velfærdssamfund skal indrettes på sundhedsområdet,” siger Morten Jepsen, chef for forretningsudvikling hos Codan Care.

Codans undersøgelse siger ikke noget om danskernes holdning til en eventuel indførelse af øget brugerbetaling.

Danskerne afviser ikke betaling for lægebesøg

I undersøgelsen har Codan også bedt danskerne om at prioritere de områder, de helst vil betale for, hvis en øget brugerbetaling bliver en realitet. Spørgsmålet lyder:

Hvis der på grund af stigende sundhedsudgifter i samfundet skulle indføres øget brugerbetaling, hvilke tre områder ville det efter din mening være mest rimeligt, at man gjorde det på?

Ud af 12 forskellige svarmuligheder er der flest, der finder det rimeligt at indføre brugerbetaling på henholdsvis ’forplejning under indlæggelse’, ’besøg hos praktiserende læge’ og ’fysioterapi/kiropraktik’.

”Jeg synes, det er lidt overraskende, at så mange danskere godt kan forestille sig brugerbetaling for lægebesøg. Måske har folk skelet til Sverige, hvor der er indført brugerbetaling på både læge- og skadestuebesøg, og hvor folk i øvrigt nu går halvt så meget til lægen, som vi gør i Danmark. Som forsikringsselskab følger vi naturligvis diskussionen nøje og vurderer løbende, om udviklingen giver os nye eller udvidede forretningsmuligheder,” siger Morten Jepsen.

Her følger de 12 svarmuligheder i den rækkefølge, respondenterne har prioriteret dem (øverst er de områder, hvor respondenterne finder det mest rimeligt at indføre brugerbetaling):

De 12 svarmuligheder er:

  • Forplejning under indlæggelse
  • Besøg hos praktiserende læge
  • Fysioterapi/kiropraktik
  • Hjælpemidler
  • Graviditet og fødsel
  • Medicin
  • Behandling hos speciallæge eller på sygehus
  • Genoptræning
  • Forundersøgelse og diagnose
  • Andre områder
  • Ved ikke
  • Psykologi-/ psykiatrisk behandling

Om undersøgelsen

Codans undersøgelse om blandt andet brugerbetaling i den offentlige sundhedssektor er foretaget af analysevirksomheden YouGov blandt 1006 respondenter og er dermed repræsentativ for den voksne, danske befolkning.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Codan Forsikring A/S

Kia Pedersen, kommunikationskonsulent                    

Tlf.: 3037 8528

E-mail: kip@codan.dk

 

For kundehenvendelser

Kontakt os på: Tlf.: 33 55 55 50

Om Codan Forsikring

Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med 22.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde med CSR her.

Læs mere om Codan på www.codan.dk.