Kuoni Scandinavia Danmark

Hver anden vil vælge All Inclusive til vinter

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2010 10:29 CET

En ferie med alt betalt inden afgang. Det koncept tiltaler flere og flere danskere – specielt for denne vinter. En netop gennemført spørgeundersøgelse blandt Apollos kunder viser således, at halvdelen overvejer et All Inclusive hotel, når den danske vinterkulde skal skiftes ud med sol og varme. Og rent faktisk viser de reelle bookingtal, at 42 % på nuværende tidspunkt har booket et hotel med All Inclusive til deres vinterferie. 

”Normalt plejer cirka en tredjedel af vores kunder at vælge et All Inclusive hotel til deres vinterrejse. I år ser tendensen ud til at blive endnu mere markant. 50 % af Apollos kunder har i en netop overstået spørgeundersøgelse peget på, at de påtænker at bo på et All Inclusive hotel denne vinter. Da All Inclusive hotellerne normalt er de hoteller, der bookes først og dermed sjældent figurerer i sidste-øjeblikssalget, vil der sandsynligvis blive rift om dem”, forklarer Jan Lockhart, adm. dir. hos Apollo. 

I undersøgelsens kvalitative udsagn gives til kende, at All Inclusive i særdeleshed er foretrukket, hvis hotellet ligger et stykke fra den nærmeste by. Og at det er bedst, når man er et større rejseselskab, der tager af sted sammen for at festligholde noget. I det hele taget fremhæves det, at All Inclusive er en god måde at rejse på, hvis man gerne vil overholde et feriebudget, man har vedtaget hjemmefra. Herudover nævnes det, at det er bekvemt ikke at skulle gå rundt med kontanter og kreditkort, når man opholder sig på hotelområdet, og at dét at vælge All Inclusive ikke udelukker, at man som supplement går ud og spiser i lokalområdet. 

”All Inclusive er et koncept, som deler de rejsende i to grupper. Den ene kan godt lide konceptet og benytter det, fordi det giver en økonomisk overskuelig ferie, og fordi det er nemt at gå til. Den anden gruppe sværger til ikke All Inclusive hoteller, da de ønsker at spise på en ny spændende restaurant hver aften. Det er specielt børnefamilierne og de store rejseselskaber, som er af sted sammen for at fejre en rund fødselsdag eksempelvis, som foretrækker All Inclusive”, slutter Jan Lockhart. 

For blot fem år siden var det kun cirka 2 % af alle Apollos gæster, der valgte et All Inclusive hotel. 

Top-fem over All Inclusive destinationer

1. Spanien
2. Egypten
3. Den Dominikanske Republik
4. Cuba
5. Mexico

Webundersøgelsen, der er foretaget i Apollos kundegruppe, er netop gennemført. 1178 personer er blevet spurgt. 

For mere information : 
Adm. dir. Jan Lockhart, Apollo: 35201006 / 22201320
PR-chef, Rikke Koks Andreassen, Apollo: 35201005 / 22201340

###

Apollo er en af Danmarks største rejsearrangører og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har ca. 900 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande.