Dansk IT

Hvert fjerde produktionsapparat under angreb

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 08:56 CET

Hver fjerde danske virksomhed har været udsat for virusangreb, der går efter at lamme basis itinfrastruktur eller produktionssystemer. Kun lidt over halvdelen har taget særlige forholdsregler mod disse nye trusler, svarer danske it-chefer i ny panelundersøgelse fra interesseorganisationen DANSK IT (DIT).

Avancerede computerorme og vira, der målrettet går efter at sabotere kritiske it-systemer, er stærkt på vej til at blive en kronisk plage for danske virksomheder.  Hele 26 procent har oplevet computerbaseret angreb, som er eller minder om ”Stuxnet”-ormen. En orm, som kom til verden i foråret 2010, og som angiveligt gik efter at ramme det iranske atomprogram, men som siden også har angrebet mange virksomheder. Alligevel har kun lidt over halvdelen af it-cheferne – 55 procent – indført skærpede forholdsregler for imødegå de nye trusler.  - Virus eller hackerangreb mod software, der styrer virksomhedernes produktion eller andre kritiske systemer, er ikke længere en undtagelse. Derfor er det tankevækkende, at kun lidt over halvdelen har skærpet deres forholdsregler, siger Klaus Kvorning Hansen, formand for DANSK IT (DIT).

Angreb på 40 procent offentlige virksomheder

Både private og offentlige virksomheder oplever de nye angreb. For de private virksomheders vedkommende kan 15 procent bekræfte, at de har oplevet angreb på deres kritiske systemer. Tallet for de offentlige virksomheder er derimod så højt som 40 procent.  Det skyldes ifølge Klaus Kvorning Hansen dog ikke nødvendigvis, at offentlige virksomheder angribes specielt meget mere end private virksomheder, men snarere, at der kan være forskelle i, hvad der opfattes som et egentligt angreb, og på hvilket niveau noget defineres og registreres som et angreb. En del private virksomheder har således formentlig været under angreb, uden at være klar over det. 

Ifølge ham er det ikke desto mindre værd at overveje, hvilke typer af virksomheder, der er de mest oplagte mål for denne type af angreb. - Det kan meget vel være, at ønsket om at ramme virkeligt kritiske systemer i særlig grad udsætter offentlige virksomheder med samfundskritiske opgaver for angreb, fortæller Klaus Kvorning Hansen. Han opfordrer derfor til, at alle typer virksomheder fremtidssikrer deres produktionssystemer mod industrivirus. Hvad enten produktionssystemerne sikrer leverancerne af mælk, energi eller for det offentliges vedkommende systemer, der sikrer, at der kan udbetales pensioner, sociale ydelser og i dethele taget foretages sagsbehandling. - Nogle af skrækscenarierne er, at elforsyningen, lufttrafikken eller det offentliges journalsystemer bliver lammet. Sker dette får det potentielt langt større konsekvenser end traditionelle virusangreb. Og  selvom risikoen forekommer lille, så er de mulige konsekvenser så store, at det er vigtigt at beskytte sig godt, understreger Klaus Kvorning Hansen. I undersøgelsen peger lidt under en tredjedel af it-cheferne på, at det offentlige skal have det overordnede ansvar for at dæmme op for it-angreb som Stuxnet. 59 procent mener til gengæld, at det er virksomhederne selv, der bør have det overordnede ansvar. - Det er prisværdigt, at så mange virksomheder vil tage et ansvar, men hos DANSK IT vurderer vi, at truslerne er på vej til at få et sådant omfang, at Danmarks nationale myndighed, GovCert skal på banen, slutter Klaus Kvorning Hansen.

Om DANSK IT’s it-chefpanel

Undersøgelsen er gennemført i DANSK IT’s it-chefpanel, som består af 456 it-chefer i både offentlige og private virksomheder samt store som små virksomheder. I denne undersøgelse har 119 it-chefer svaret, hvoraf ca. 1/3 kommer fra den offentlige sektor, mens godt 2/3 kommer fra den private sektor. It-cheferne i undersøgelsen repræsenterer en omsætning på over 40 milliarder kr. og over 185.000 ansatte.

Undersøgelsen kan læses her: http://www.dit.dk/aktuelt/Nyt_fra_DIT/Nyheder/~/media/Files/Presse/CIO-Viewpoint_2011_itsikkerhed.ashx 

For mere information kontakt venligst:

Klaus Kvorning Hansen, formand, DANSK IT (DIT) (til daglig direktør i PenSam), tlf. 44 39 37 00 / mobil 25 27 74 16, mail: kkh@pensam.dk 

Morten Larsen, pressekonsulent, DANSK IT (DIT), tlf. dir. 33 17 97 71 / mobil 61 20 74 75, e-mail: ml@dit.dk

Om DANSK IT (DIT)

DANSK IT (DIT) er en non-profit interesseorganisation stiftet i 1958 med det formål at udbrede kendskabet til informationsteknologien og dens anvendelse, fremme anvendelsen af informationsteknologien til gavn for både samfundet og den enkelte bruger og samle it-brugere, it-professionelle og andre it-interesserede om disse opgaver. Mere information findes på www.dit.dk