Euroway

Idrætten rykker ind i skolefritter

Pressemeddelelse   •   Mar 05, 2012 08:54 CET

I foreløbig to år vil Nr. Felding Skole og SFH tilbyde idræt hver eftermiddag. Den lokale idrætsforening støtter initiativet.

NR. FELDING: Efter sommerferien behøver forældrene til Magnus i 2. klasse eller Andrea i 4. klasse på Nr. Felding Skole ikke spekulere på, at børne burde sendes til gymnastik eller håndbold, når de kommer fra skole og fritidsordning.

Skolefritidsordningen i Nr. Felding vil nemlig tilbyde idræt til børnene fra 0. til 4. klasse - 110 stykker - hver eftermiddag mens de alligevel er i skolen.

Overskuddet er væk

Det er et initiativ, som Nr. Felding Gymnastik- og Idrætsforening støtter.

»I øjeblikket ser vi ikke mange af børnene i idrætsforeningen, for når klokken er fem, orker forældrene ikke at sende dem til fritidsaktiviteter,« siger Per Østergaard, der for formand for Nr. Felding Gymnastik- og Idrætsforening.

Det er meningen, at eleverne skal tilbydes idræt dagligt mellem klokken 14 og 17, men der bliver også andre aktiviteter på programmet.

»De får også stadig mulighed for at lege med perler,« siger Per Østergaard, mens skoleleder Jette Lund tilføjer, at det er et frivilligt tilbud.

Flere muligheder

Niels Haunstrup Christensen, der er formand for skolen, mener, det giver flere fordele at give skolebørnene idræt.

»Vi sikrer, at børnene får andre tilbud end lige gymnastik, håndbold eller hvad de nu går til. På denne måde snuser de til mange flere idrætsgrene,« siger Niels Haunstrup Christensen.

Per Østergaard håber, projektet giver øget opmærksomhed til idrætten i Nr. Felding.

»I øjeblikket mangler børnefamilierne i idrætslivet herude, men jeg håber, vi får bedre fat i dem, når deres børn bliver introduceret til idrætten i skolen,« siger Per Østergaard.

Kursus og samarbejde

I praksis skal både skolefritids-ordningens pædagoger og frivillige fra idrætsforeningen sørge for at skabe aktiviteterne hver eftermiddag, og det vil foregå både i skolen og hallen.

»De kommer på kursus hos Dansk Idræts-Forbund, så pædagogerne får idræts-kompetencer mens de frivillige får pædagogiske kompetencer. Så skulle de gerne mødes på midten og gå op i en højere enhed,« siger skoleleder Jette Lund.