Kulturministeriet

Indhentelse af børneattester

Pressemeddelelse   •   Okt 13, 2010 08:58 CEST

Ændring af Kulturministeriets bekendtgørelse om indhentelse af børneattester.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Jeg har besluttet at ændre Kulturministeriets regler om indhentelse af børneattester, så kredsen af omfattede institutioner udvides til bl.a. filmskoler. Derudover iværksætter Kulturministeriet et udredningsarbejde, som skal se på, om det vil være hensigtsmæssigt at stramme op på reglerne om børneattester mere generelt, således at vi i videst mulige omfang sikrer, at personer, som er dømt for krænkelser af børn, ikke ansættes til at have direkte kontakt med børn under 15 år.

Det er vigtigt, at vores børn og unge kan færdes trygt i skoler, institutioner og til fritidsaktiviteter. Derfor vedtog regeringen og et flertal i Folketinget i 2005 en ordning for obligatorisk indhentelse af børneattester som et middel til at styrke forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn.”

Baggrunden er en konkret sag, hvor en ansat ved filmskolen Station Next var dømt for seksuelle krænkelser af børn. Kulturministeriet har i lyset af sagen indhentet en redegørelse fra Station Next.

På Kulturministeriets område betyder ordningen, at bl.a. idrætsforeninger, musikskoler, ballet- og danseskoler, rideskoler samt motions- og fitnesscentre har pligt til at indhente børneattester på personer, som skal ansættes som trænere, instruktører mv. og dermed skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

Yderligere oplysninger

Kontorchef, Bente Skovgaard Kristensen
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 68

Kommunikationschef, Michael Jannerup
Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21

Læs om børneattester på kum.dk