Ingeniørhøjskolen i Århus

Ingeniører sætter stopper for tænderskæren

Pressemeddelelse   •   Sep 27, 2010 11:03 CEST

Ingeniører fra Aarhus School of Engineering har fået gennembrud i behandlingen af tænderskæren. Med små elektriske stød kan de forhindre ødelæggelser på tandsættet, dårlig nattesøvn, muskelspændinger og hovedpine.

Ingeniørerne står bag de første kliniske forsøg med elektriske stød på mennesker i behandlingen af tænderskæren, og resultaterne er lovende. - Ved at anvende svage elektriske stimulationer i tindingen kan vi mindske muskelaktiviteten og dermed tænderskæren med 50 %. Det er et stærkt alternativ til bideskinnen, som anvendes i dag, siger Faramarz Jadidi, som er civilingeniør i biomedicinsk teknologi. I næste måned afslutter han sin ph.d. om anvendelse af teknologi i behandlingen af tænderskæren. Bideskinnen reducerer slidskader på tænderne, men eliminerer ikke den neuromuskulære hyperaktivitet, der fremkalder nakkespændinger og hovedpine, forklarer han. Målet med hans forskning er at reducere smerter og symptomer hos patienter med kronisk natlig tænderskæren – eller bruksisme, som det hedder i fagsprog.

50.000 danskere skærer tænder

Og bruksisme er et hyppigt forekommende fænomen i befolkningen. Alene i Danmark skærer 50.000 mennesker tænder i en sådan grad, at det går ud over helbredet. - De døjer hver dag med tandproblemer og smerter i hoved, nakke og skuldre. Det er et problem, der ikke får meget opmærksomhed, men som betyder forringet livskvalitet for rigtig mange, siger Faramarz Jadidi.

Stød påvirker ikke nattesøvn

Ingeniørernes forsøg på mennesker inkluderer et omfattende søvnstudie i søvnlaboratoriet på Århus Universitetshospital. Her har de blandt andet målt på hjerneaktivitet, hjerterytme, respirationsmønster og benbevægelser for at sikre, at behandlingen med stød ikke forringer søvnkvaliteten. - Intet tyder på, at de elektriske stimulationer påvirker nattesøvnen, siger Faramarz Jadidi. Næste skridt i forskningen bliver at dokumentere behandlingens effekt på smertelindring. I løbet af de kommende år vil ingeniører og tandlæger gå sammen om at gennemprøve behandlingens effekt på smertepatienter. 

Forskningsprojektet er forankret på Tandlægeskolen i Århus, Odontologisk Institut, Aarhus Universitet i et tværfagligt samarbejde med Aarhus School of Engineering og søvnlaboratoriet på Respirationscenter Vest, Århus Universitetshospital.