Beskæftigelsesministeriet

Inger Støjbergs kommentarer til ledighedstallet for september 2010

Pressemeddelelse   •   Okt 29, 2010 10:45 CEST

Ledigheden steg med 3.500 personer fra august til september 2010, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ledigheden er i september på 115.000 personer. Det svarer til 4,2 procent af arbejdsstyrken.

Bruttoledigheden steg med 2.500 personer. Fra 165.800 i august til 168.300 i september 2010.

Siden årsskiftet er ledigheden faldet med 2.300 personer, mens bruttoledigheden er steget med 10.100 personer.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtaler:

- Ledigheden har de seneste måneder svinget noget op og ned. I sidste måned oplevede vi et fald i ledigheden, fordi mange ledige holdt sommerferie og derfor ikke talte med i ledighedsstatistikken. Nu oplever vi en stigning, fordi tallene ikke længere er påvirket af ferien.

- Jeg hæfter mig ved, at vi fortsat har klaret os bedre gennem 2010, end mange havde frygtet. Situationen på arbejdsmarkedet er bedre end dagens stigning umiddelbart vidner om. Men vi forventer fortsat, at ledigheden stiger noget endnu.

- Der er ingen tvivl om, at man bliver sat i en svær situation, når man mister sit job. Derfor er jeg meget optaget af, at ledige får den rette hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og den rette hjælp er bestemt ikke aktivering for aktiveringens skyld. Mit mål er, at beskæftigelsesindsatsen får ledige hurtigst muligt i job. Det skal være slut med aktivering, der ikke flytter noget.

Læs mereKontaktØnsker du kommentar eller interview med beskæftigelsesminister Inger Støjberg, så ring til vores pressetelefonT: 51 23 28 30