Greenpeace Danmark

International chef for Greenpeace i aktion på arktisk borerig

Pressemeddelelse   •   Jun 20, 2011 07:18 CEST

Kumi Naidoo, der er international generalsekretær i Greenpeace, er her til morgen klatret ombord på Cairns borerig i farvandet 120 km vest for Nuuk. Han er gået ombord på Leiv Eiriksson for personligt at bede kaptajnen ombord om at forlade Arktis. Samtidig overleverer han mere end 50.000 underskrifter fra folk fra hele verden, der har mailet til Cairn og krævet offentliggørelse af selskabets beredskabsplan. Cairn har stik imod gængs praksis i branchen og klare retningslinjer fra Arktisk Råd valgt at hemmeligholde den plan, der skal vise, hvordan Cairn vil rydde op efter et olieudslip fra en af dette års fire boringer. 


En mindre delegation med den internationale generalsekretær i spidsen sejlede kl. kvart i syv grønlandsk tid fra Greenpeace-skibet Esperanza mod Leiv Eiriksson. Kumi Naidoo klatrede op af en af de 30 meter høje ben på platformen og gik op til kaptajnen. Kort inden han forlod Esperanza udtalte han:

”Jeg går ombord på olieboreplatformen med en bøn om, at den forlader Arktis. For mig er det her en af vor tids helt afgørende miljøkampe. Jeg vil kæmpe imod den vanvittige forestilling, at den hastigt forsvindende polaris er en god ting. I takt med den arktiske is forsvinden vil flere og flere olieselskaber sende deres olieplatforme til Arktis for at bore efter flere fossil brændsler, som er årsagen til, at vi befinder os i denne katastrofale situation til at starte med”.

Cairns boringer udfor Grønlands vestkyst er de eneste nye boringer i arktisk farvand i år, idet en række andre lande har udskudt eller aflyst arktiske boreplaner efter blandt andet advarsler fra den kommission, præsident Obama nedsatte efter BP-katastrofen i den Mexicanske Golf sidste år. Den konkluderede, at det er stort set umuligt at rydde op efter et olieudslip i Arktis. 
 
Kumi Naidoos uindbudte besøg på Leiv Eirikson kommer en uge efter, at Cairn fik en hollandsk domstols ord for, at Greenpeace kan idømmes 50.000 euro i bøde pr. dag for ethvert brud på sikkerhedszonen omkring boreriggen.

”Det er et stort skridt at tage at gå imod denne retslige rygdækning, som Cairn har skaffet sig.  Men det arktiske oliekapløb er en så alvorlig trussel mod det globale klima og det enestående sårbare miljø i Arktis, som påvirker hele klodens økosystem, så jeg følte ganske enkelt, at Greenpeace ikke havde noget valg. Derfor meldte jeg mig frivilligt til denne opgave. Cairn skjuler sin beredskabsplan og tør ikke offentliggøre den, fordi en oprydning efter et olieudslip her i Arktis ikke er mulig. Jeg medbringer et krav fra over 50.000 mennesker, der har engageret sig i at få Cairns beredskabsplan frem i lyset, og jeg forlader ikke olieboreplatformen, før jeg har holder den i mine hænder”.

Satellitbilleder viser, at det arktiske isdække er historisk lille, idet den er det mindste, der nogensinde er registreret for denne tid på året. Den hastigt forsvindende is fra arktiske egne har alvorlige konsekvenser for folk verden over – særligt for sårbare nationer. 

“Det kan måske under nogen, hvorfor jeg som afrikaner bekymrer mig for, hvad der foregår i Grønland,” siger Kumi Naidoo, der stammer fra Sydafrika, hvor han begyndte sin aktivistkarriere som ungdomsleder i bevægelsen mod apartheidstyret. Han er desuden doktor i politisk sociologi fra Oxford, er fast forelæser på Uppsala Universitet og formand for Global Campaign for Climate Action GCCA, en sammenslutning af mere end 280 folkelige organisationer. ”For mig er svaret simpelt. Forskningen viser, at fortsat opvarmning af kloden heroppe kan få ødelæggende konsekvenser for udsatte folkeslag verden over. Når Arktis bliver varmere kan globale vejrmønstre ændres helt om på den anden siden af kloden. Vi er nødt til på at tidspunkt at trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Og jeg synes det tidspunkt er nu. Vi skal trække en streg lige her midt i Arktis og sige nej til olieindustrien og fortsat ødelæggelse af klodens klima."

Kumi Naidoos aktion her til morgen følger to tidligere aktioner på Cairns boreplatform Leiv Eiriksson. Den første var d. 29. maj, hvor to aktivister fastgjorde en overlevelseskapsel på Leiv Eiriksson lige inden den nåede sit første borested og blev ombord i fire dage. Anden gang var d. 4. juni, hvor 18 aktivister klatrede ombord i blandt andet borekranen for at forhindre boring.  

Aktivisterne opnåede sympati i den hollandske retssal, hvor Cairn indhentede sin juridiske stopklods for Greenpeace’ fredelige protester. Dommeren gjorde en pointe ud af at understrege risikoen ved boringer efter olie i Arktis, og hvor usædvanligt det var, at Cairn ikke har offentliggjort deres beredskabsplan. Han sagde:

”Det må medgives Greenpeace, at ulykken i den Mexicanske Golf viste den høje risiko ved boringer på dybt vand. Cairn har ikke modsagt, at hvis et lignende scenarie udviklede sig på de omdiskuterede boresteder vil det være enormt vanskeligt på grund af de klimatiske forhold, der kun tillader navigation få måneder om året på grund af is, at stoppe olieudslippet. Et udslip af denne slags vil afgjort have enorme konsekvenser for mennesker, dyreliv og miljøet i en stor region… Dommeren har noteret, at [Cairn] ikke er villig til at offentliggøre sin beredskabsplan.”


Billeder og video
Billeder og video fra dagens aktion og af Kumi kan findes herBilleder og video fra tidligere protester mod Cairn kan findes her KontaktJon Burgwald, klimamedarbejder, Greenpeace +45 40 81 88 98 
Sune Scheller, pressemedarbejder, Greenpeace, ombord på Esperanza, +47 5140 7986 /7 /8
Birgitte Lesanner, kommunikationschef i Greenpeace, i Nuuk, +299 259832/ +45 2395 1214