DR Kommunikation

Iranerne skal se ’Horisont’ fra DR1

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2010 08:35 CET

Irans nationale tv, Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB), har netop købt en større programpakke af DR, og derfor får befolkningen i landet mulighed for at se cirka syv en halv times dansk fjernsyn fra Danmark.

Udover DR-serien ’Liv i renæssancen’ og ’Horisont’ vil de godt 71 millioner iranere også snart kunne se den kritiske dokumentar ’Dark Side of Chocolate’ om blandt andet børnearbejde i chokoladeindustrien og ’Turen går til Mars’ om de seneste 50 års rumrejser.

Forsøger at sælge ’Horisont’ til flere
”Iranerne har vist forholdsvis stor interesse for DRs programmer de senere år, og vi har solgt programpakker til dem tidligere. Det er især historiske programmer og udsendelser om folkeslag i andre verdensdele, de er interesserede i – men altså også dokumentarer med en kritisk tilgang,” siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Det er noget helt nyt, at DR nu også prøver at få afsat flere af programmerne fra ’Horisont’ til udlandet. Og faktisk bliver Iran det første land uden for Danmark, der nu får dem på skærmen.

Helt præcis er det Johan Engbos reportage fra Kiribati i Stillehavet, der beskriver, hvordan de 110.000 indbyggere og landets præsident forbereder sig på, at øriget vil forsvinde i vandet på grund af den globale opvarmning.

”’Horisont’ laver ofte en række reportager, som ikke kun interesserer danskerne, men som også er interessante for et udenlandsk publikum. Derfor prøver vi i den kommende tid at se, om der også skulle være interesse uden for landets grænser for at vise nogle af programmerne,” siger Helene Aurø, der tilføjer, at også udsendelser fra USA, Bulgarien, Japan og Jordan lige nu bliver tilbudt til de internationale tv-stationer.

Programmerne fra DRs programpakke til Iran skal nu oversættes til det lokale sprog, farsi.