Erhvervs- og Vækstministeriet

Iværksætterindeks 2010: Fald i vækst stoppet

Pressemeddelelse   •   Nov 16, 2010 08:35 CET

Årets iværksætterindeks, hvor de nyeste tal er fra september 2010, viser, at den økonomiske krise har medført kraftige fald i antallet af både nye virksomheder og vækstvirksomheder, men at faldet nu er stoppet.

Tallene indikerer, at Danmark i 2009 havde omkring 250 nye vækstvirksomheder, og at niveauet i 2010 bliver lavere, men at den faldende tendens er stoppet. Antallet af nye virksomheder i 2010 skønnes at blive omkring 18.000, hvilket er lidt over niveauet for 2003.

Indekset dokumenterer samtidig, at iværksætteraktiviteten på trods af krisen er højere end før højkonjunkturen, og at Danmark fortsat er et af de lande, der har den største andel af nye virksomheder, men også fortsat kun er i midterfeltet, når det gælder om at skabe nye vækstvirksomheder.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

Vi skal gøre danskerne mere sultne efter at skabe virksomheder, der kan vokse. Vi er det OECD-land, som i de sidste ti år ubetinget har forbedret rammebetingelserne mest, så vores indsats har båret frugt. Men vi har stadig et langt og sejt træk foran os, inden vi er blandt de bedste til at skabe vækstvirksomheder.

Finanskrisen kostede cirka 180.000 jobs i den private sektor.

De tabte job kommer ikke igen. Vækst er derfor afgørende for vores fremtidige velstand, for selvom de fleste job findes i de store virksomheder, så er det de nye og unge virksomheder, der skaber flest nye arbejdspladser, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Beregninger fra Iværksætterindeks 2010 viser, at vækstvirksomheder bidrager mere til eksport og vækst i BNP end andre virksomheder.

Ministeren mødes i dag på Vækstdag 2010 med topfolk fra erhvervslivet samt nye og erfarne iværksættere for at drøfte vækstudfordringer og komme med på bud på konkrete løsninger. Samtidigt opfordrer ministeren alle om at bidrage til at skabe mere vækst. Staten kan skabe rammer, men virksomhederne skal fylder dem ud. Ministeren lancerer under iværksætterugen flere nye initiativer om vækst og iværksætteri.

Læs mere:

Iværksætterindeks 2010

Faktaark