Erhvervs- og Vækstministeriet

Iværksætterindeks 2011: Faldet i nye virksomheder er stoppet, men vi har få vækstiværksættere

Pressemeddelelse   •   Nov 14, 2011 17:05 CET

Antallet af nye virksomheder stagnerer, og for få virksomheder vokser sig store og skaber vækst. Iværksætterindeks 2011 udkommer i dag.

Iværksætterindekset viser, at rammebetingelserne for iværksætterne i Danmark generelt er gode. Men indekset viser også, at der stadig er områder, hvor vi kan gøre det bedre.

De nyeste data tyder på, at faldet i antallet af nye virksomheder er stoppet. Den største udfordring er, at meget få virksomheder vokser sig store. Det viser Iværksætterindeks 2011, som udkommer i dag og kortlægger Danmarks styrker og udfordringer som iværksætterland.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Iværksætterindekset viser, at vi har for få vækstiværksættere i Danmark. Den gode nyhed er, at faldet i antallet af nye virksomheder er stoppet. Regeringen vil arbejde for at forbedre vækstvilkårene, så vi igen kan øge væksten og velstanden i Danmark. Det kan flere succesfulde iværksættere bidrage til.

Indekset viser bl.a.:

  • De nyeste data tyder på, at der etableres 20.000 nye virksomheder i 2011.
  • Iværksættere skabte 30.000 job i 2008.
  • Samfundet opnår den største gevinst af nye virksomheders radikale innovation i form af afledte effekter som lavere forbrugerpriser eller øget produktivitet i andre virksomheder.
  • Vækstiværksættere med eksport har den højeste vækst i jobskabelsen blandt vækstiværksættere. Kun en mindre del af vækstiværksætternes eksport går til vækstmarkeder i BRIK-landene, hovedparten går til nærmarkeder, særligt til Tyskland.
  • Danmark ligger i midterfeltet af OECD-lande målt på rammevilkår for opstart og vækst. Lige mellem Sverige og Norge og med New Zealand og USA i toppen.

Iværksætterindekset lanceres i forbindelse med Iværksætterkampagnen i uge 46, som Ole Sohn åbner i dag ved et stort arrangement i København.

Iværksætterugen er med 270 arrangementer dobbelt så stor som i 2010.

Iværksætterindeks 2011

Fakta