Nørrebro Teater

Jacob Tingleff i nyt show om skilsmisse

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2014 11:57 CEST

Det er overhovedet ikke sjovt at blive skilt. Men det kan det blive. Komiker Jacob Tingleff deler ud af sine egne skilsmisseerfaringer i sit nye stand-up-show, hvor alle, der selv er skilsmisseramte - eller måske bliver det - endelig kan få mulighed for at grine af det hele.

Først bliver man gift. Så bliver man skilt. 46 procent af de danskere, der vælger at forsøge sig med ægteskabet, gør i hvert fald. Inklusiv komiker Jacob Tingleff, der nu er klar med sit nye stand-up-show Ulige Uger, hvor han tager fat i sin egen skilsmisse og alle dens smertelige og overraskende faser - og hvad han har lært undervejs.

”Der mangler en, der stiller sig op og taler helt hudløst ærligt om alle de ting, man gennemlever i løbet af en skilsmisse. Og det bliver så mig”, siger Jacob Tingleff.

Ulige Uger har premiere den 16. oktober 2014 på Frederiksbergscenen og er den overraskende morsomme beretning om, hvad der sker indeni, når ens ægteskab bliver opløst af statsforvaltningen. Når man har købt hus på toppen af boligmarkedet og bliver skilt på bunden. Når man flytter fra villaen til en toværelses med et flyttelæs fyldt af mental bagage og meget få møbler. Og når man frarøver sine børn historien om den lykkelige barndom og desperat leder efter en lappeløsning - og så nærmest tilfældigt opdager, at alle muligheder ligger åbne.

“I løbet af en skilsmisse er man på mange måder nødt til at genopfinde sig selv og sit liv”, siger Tingleff. “Det er hårdt arbejde, men det kan faktisk vise sig at være en rigtig sund proces. I erhvervslivet, hvor man bruger millioner på krisestyring og omstillingsparathed, ville man aldrig lade så god en krise gå til spilde. Og der er noget fantastisk forløsende over at få sagt nogle af de her ting højt”.

Grin af din egen skilsmisse
Tingleffs seneste one-man show Guide til parforhold (her må gerne grines) var et humoristisk kig på kærlighedens syv stadier - fra den første spirende forelskelse til det modne samliv.

Nu er Tingleff så, på trods af høje forventninger og mange gode intentioner, selv havnet i den sløve 46%-statistik med alt hvad det medfører af delebørn og dårlig samvittighed. Og showet henvender sig i høj grad til alle de mange, der selv er skilsmisseramte. Eller måske bliver det på et tidspunkt. For det er meget helende at opdage, at man ikke er alene med sine selvbebrejdelser og fiaskofornemmelser, siger Tingleff. Og at kunne grine af det hele sammen.

“Udover at showet selvfølgelig skal være en pisseskæg oplevelse, vil jeg gerne have, at folk går ud af salen og tænker ”Uh, dér fik jeg virkelig sat ord på nogle ting, som jeg selv har tumlet med. Nu kan jeg meget bedre forstå mig selv, min situation og min eks. Nu kommer jeg videre”, siger Tingleff. ”Så drop alle de der dyre kurser i personlig udvikling og snup en skilsmisse. Og når du så er nået så langt, så drop pengene til psykologen og se mit show i stedet”.

Yderligere information for pressen, kontakt venligst undertegnede.

Med venlig hilsen
Jacob Tingleff og Nørrebro Teater

 

Nørrebro Teater er Danmarks største komedieteater beliggende på Nørrebro i København. Teatret har plads til 620 publikummer. Repertoiret er nyskrevet og nyudviklet af nogle rigtig sjove kvinder og mænd og spænder fra moderne komedier og nye musikforestillinger.