PwC Danmark

Jagten er gået ind på Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden

Pressemeddelelse   •   Okt 10, 2016 06:00 CEST

Kåringen af Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der har skabt Hovedstadens mest succesfulde vækstvirksomhed, og som noget nyt uddeles også en temapris om kundefokusering. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 13. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

De tre finalister, som er gået videre til Kåringen af Årets Ejerleder 2016 i Hovedstaden, er nu fundet. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen, der ikke alene har skabt vækst, men også har en ambitiøs strategi for fortsat vækst.

”Vi har i år set et meget stærkt felt til prisen som Årets Ejerleder, og vi glæder os over at kunne lykønske de tre finalister. De har alle sikret en flot vækst og lagt en både ambitiøs og realistisk plan for fortsat vækst. Disse historier vil vi gerne fortælle videre, så de kan inspirere og være med til at skabe succes for andre,” fortæller Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, om baggrunden for Årets Ejerleder i Hovedstaden.

Ejerlederen gør en forskel
Hos Nykredit peger man på, at de tre finalister netop er kendetegnet ved, at ejeren er en leder, som gør en stor forskel for virksomhedens succes.

”Langt de fleste af Danmarks virksomheder er ejet og ledet af én og samme person. Derfor har ejerlederne enorm betydning for, hvor meget vækst, og hvor mange nye arbejdspladser, der kommer i den enkelte region – og i hele Danmark. Dét vil vi gerne være med til at hylde og fejre,”siger regionsdirektør i Nykredit Axel U. Henriques.

I år er der et særligt fokus på, hvordan ejerlederne arbejder med kundefokusering og dermed skaber succes og vækst, tilføjer Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv:

En meget stor del af dansk erhvervsliv er bygget af ejerledede virksomheder, og vi kan med rette være stolte af de mange succeshistorier, de skaber. Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver et helt særlig fokus på kunderne og deres behov, og det skaber succes og vækst ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed.”

Sæt kunden i fokus
Ifølge PwC’s CXO SMV Survey 2016* topper kundefokusering og –tilfredshed listen over SMV’ernes vigtigste fokusområder i året og udgør deres primære investeringsområde. Det er vigtigt for virksomhedernes vækst og udvikling at levere på kundeforventninger og samtidig forstå og udvikle produkter og løsninger sammen med kunder.

”Som noget nyt uddeler vi i år også en temapris. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema, som er kundefokusering, og prisen gives til den ejerledede virksomhed, der formår at have et exceptionelt fokus på sine kunder,” slutter Flemming Eghoff, partner i PwC i Hellerup, der også glæder sig til at overraske en ejerleder fra Hovedstaden med temaprisen ved kåringen af Årets Ejerleder 2016.

Finalisterne er:

Marie-Louise Bjerg og Lars Bjerg fra Mountain Top Industries ApS i Frederikssund
Ejerlederne Marie-Louise og Lars Bjerg står i spidsen for Mountain Top Industries ApS, der udvikler og producer tilbehør til pick-up-biler. Virksomheden er familieejet, og design, udvikling og produktion foregår ét sted, nemlig i Frederikssund. Derudover har Mountain Top en salgsafdeling i Australien for at være tilstede på det store marked for pick-up-biler, som findes her.

Siden 2001 har Mountain Top været direkte leverandør til bilbranchen og leverer dermed originalprodukter i kundens navn. Marie-Louise og Lars Bjerg tror på effektivitet, kvalitet og kreativitet, og kundefokus og -tilfredshed er en vigtig del af deres og de 170 ansattes hverdag. Det seneste år har Mountain Top haft en vækst på 40 % og udviklet 50 nye produkter. De har netop udvidet produktionsfaciliteterne i Frederikssund med 6.000 kvadratmeter og har planer om yderligere vækst via markeder i primært Asien, Afrika og Sydamerika.

Jesper Holmberg, Ronny Saul og Jesper Michael Buster Reinhardt fra Jespers Torvekøkken ApS i Søborg
Ejerleder Jesper Holberg grundlagde i 1991 Jespers Torvekøkken med en ambition om at lave sund og lækker frokost til virksomhederne i Storkøbenhavn. Jesper var for 25 år siden en af foregangsmændene i Danmark, da han integrerede sunde og alsidige frokoster lavet fra bunden til virksomheder.

Jesper selv har flere års erfaring med at være kok på byens bedste restauranter i København. Den erfaring har han taget med sig til sin egen virksomhed, som i dag beskæftiger omkring 115 medarbejdere i et stort køkken i Søborg. Virksomheden vokser sig større for hvert år og har udvidet med catering af selskabsmad og kantinedrift. For fremtiden har Jespers Torvekøkken planer om at skabe vækst via nye kunder. Jespers Torvekøkken har en mission om at lave lækker mad ud fra årstidens friske råvarer, som passer til alle, og er derudover meget engageret i at mindske madspild, som er en stor udfordring i branchen.

Kenneth Stampe fra DanaWeb A/S i Herlev
Ejerleder Kenneth Stampe står bag virksomheden DanaWeb, som leverer hjemmesider til det danske erhvervsliv. Siden begyndelsen i 2002 har virksomheden været i hastig vækst, og den har på få år positioneret sig som Danmarks største leverandør inden for erhvervshjemmesider. Deres brugervenlige produkter, konkurrencedygtige priser og fokus på god kundeservice har været med til at skabe den succes som DanaWeb har i dag.

I dag beskæftiger virksomheden mere end 150 ansatte, som i det daglige tager sig af kundelisten med over 10.000 små og mellemstore virksomheder. DanaWeb forventer en betydelig vækst på det danske marked og vurderer ligeledes, at der er gode muligheder for at ekspandere i udlandet. De har 4 kontorer i Danmark for let at kunne møde deres kunder og opnå et tæt samarbejde. Derudover er DanaWeb en virksomhed med et stærkt fokus på medarbejderne og deres trivsel, og der bruges mange ressourcer på at motivere den enkelte medarbejder.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Fakta om Årets Ejerleder 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Årets tema er kundefokusering.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vinder.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO SMV Survey 2016 har små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden. Survey’en er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.