PwC Danmark

Jagten er gået ind på Årets Ejerleder 2016 på Sjælland

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2016 06:00 CEST

Kåringen af Årets Ejerleder 2016 på Sjælland står for døren, og tre finalister er nu fundet. Prisen går i år til den ejerleder, der har skabt region Sjællands mest succesfulde vækstvirksomhed, og som noget nyt uddeles også en temapris om kundefokusering. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 13. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.


De tre finalister, som er gået videre til kåringen af Årets Ejerleder 2016 på Sjælland, er nu fundet. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med en dygtig ejerleder i spidsen, der ikke alene har skabt vækst, men også har en ambitiøs strategi for fremtidig vækst.

”Vi har i år set et meget stærkt felt til prisen som Årets Ejerleder, og vi glæder os over at kunne lykønske de tre finalister. De har alle sikret en flot vækst og lagt en både ambitiøs og realistisk plan for fortsat vækst. Den historie vil vi gerne fortælle videre, så den kan inspirere og være med til at skabe succes for andre,” fortæller Lars Vagner Hansen, director hos PwC, om baggrunden for Årets Ejerleder på Sjælland.

Ejerlederen gør en forskel
Hos Nykredit peger man på, at de tre finalister netop er kendetegnet ved, at ejeren er en leder, som gør en stor forskel for virksomhedens succes.

”Langt de fleste af Danmarks virksomheder er ejet og ledet af én og samme person. Derfor har ejerlederne enorm betydning for, hvor meget vækst, og hvor mange nye arbejdspladser, der kommer i den enkelte region – og i hele Danmark. Dét vil vi gerne være med til at hylde og fejre,” siger Vagn Holm, regionsdirektør i Nykredit Region Sjælland.

I år er der et særligt fokus på, hvordan ejerlederne arbejder med kundefokusering og dermed skaber succes og vækst, tilføjer Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv:

En meget stor del af dansk erhvervsliv er bygget op af ejerledede virksomheder, og vi kan med rette være stolte af de mange succeshistorier, de skaber. Ejerlederens indsigt, viden og engagement i virksomheden giver et helt særligt fokus på kunderne og deres behov, og det skaber succes og vækst ikke bare i virksomheden selv, men også i Danmark som helhed.”

Sæt kunden i fokus
Ifølge PwC’s CXO SMV Survey 2016* topper kundefokusering og -tilfredshed listen over SMV’ernes vigtigste fokusområder i året og udgør deres primære investeringsområde. Det er vigtigt for virksomhedernes vækst og udvikling at levere på kundeforventninger og samtidig forstå og udvikle produkter og løsninger sammen med kunder.

”Som noget nyt uddeler vi i år også en temapris. Temaprisen uddeles på baggrund af årets tema, som er kundefokusering, og prisen gives til den ejerledede virksomhed, der formår at have et exceptionelt fokus på sine kunder,” slutter Lars Vagner Hansen, director hos PwC, der også glæder sig til at overraske en ejerleder fra Sjælland med temaprisen ved kåringen af Årets Ejerleder 2016.

Finalisterne er:

Simon Hertzum og Nikolaj Ringberg Brandt fra BB Fiberbeton A/S i Skensved
Ejerlederne Simon Hertzum og Nikolaj Ringberg Brandt står i spidsen for BB Fiberbeton A/S, som siden 1984 har leveret tyndskalselementer til byggerier i både Danmark og udland. Fra 1984 og frem har virksomheden oplevet vækst og forbedret sine evner inden for fiberbetons muligheder. Virksomheden blev hurtigt kendt for sin finesse med materialet og den høje kvalitet på deres produkter.

BB Fiberbeton er en familieejet virksomhed med 40 ansatte. Virksomheden udvikler hele tiden deres produkter og samarbejder med universiteter og arkitekter om udvikling af nye ideer med materialet. I fremtiden har ejerlederne planer om yderligere vækst ved fokuseret salg til nye kunder i Danmark og udland.

Carsten Kenneth Jensen fra CKJ Steel A/S i Køge og Kalundborg
Ejerleder Carsten Kenneth Jensen etablerede i 1993 CKJ Steel. I begyndelsen udførte virksomheden traditionelt smedearbejde, men fik hurtigt øjnene op for løsninger i rustfrit stål som rørsystemer og tanke til procesanlæg. Det blev det strategiske fokusområde for virksomheden, der har opbygget unikke kompetencer og indsigt i deres område og derfor kan tilbyde procesanlæg i høj kvalitet og sikkerhed.

CKJ Steel er i dag en af markedets førende leverandører af tanke og rørsystemer til procesanlæg til bl.a. medico-, biotek- og fødevarevirksomheder. Med stigende efterspørgsel fra deres kunder opruster CKJ Steel på kvalitetsfronten, så de er klar til fremtiden. Derudover har Carsten Kenneth Jensen planer om yderligere vækst på eksisterende og nye markeder med både nye og eksisterende produkter.

Jens Ellegaard fra Ellegaard Göttingen Minipigs A/S i Dalmose
Ejerleder Jens Ellegaard står bag Ellegaard Göttingen Minipigs A/S, som er en global virksomhed, der udvikler, opdrætter og distribuerer minigrise til biomedicinsk forskning. Siden 1992 har virksomheden specialiseret sig i Göttingen minigrise, som er en race med mange sundhedsmæssige ligheder med mennesker. Det gør Göttingen minigrise ideelle til at forske på forbedring af menneskers livs- og sundhedskvalitet.

For Ellegaard Göttingen Minipigs er en stærk kunderelation essentiel, og de vidensdeler i høj grad med deres kunder for at opnå de bedste forskningsresultater. Virksomheden forventer i fremtiden at skabe yderligere vækst via eksport til både Europa, men også andre markeder som for eksempel Kina.

Kontakt
For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Tid og sted for Årets Ejerleder på Sjælland
26. oktober 2016, kl. 16:30-18:00 Parnashuset, Parnas Natur og Aktivitetspark, Parnasvej 21, 4180 Sorø.

Fakta om Årets Ejerleder 2016
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 13. gang. Årets tema er kundefokusering.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 10. november 2016 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO SMV Survey 2016 har små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra det brede ledelseslag (CXO) delt deres viden. Survey’en er gennemført via online- og telefoninterviews fra 5. februar til 11. marts 2016, og vi har fået svar fra ca. 600 danske CXO’er, som giver deres vurdering af de forhold, som optager dem og deres virksomhed i det kommende år – herunder fokusområder, investeringsområder, bekymringer mv. Vi har taget udgangspunkt i et bredt udsnit af danske virksomheder.

Om PwC
PwC er et af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshuse. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.900 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 200.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.