Dansk Metal

Jobhjælp til arbejdsløse nordjyder

Pressemeddelelse   •   Sep 06, 2010 10:09 CEST

951 arbejdsløse industriarbejdere i Region Nordjylland, kan nu se frem til en hjælpende hånd fra EU's globaliseringspulje. Europa-Kommissionen har nemlig besluttet at nordjyderne skal modtage 55,8 millioner kroner fra EU’s Globaliseringsfond.

Pengene skal bruges til at skabe nye beskæftigelsesmuligheder for de 951 industriarbejdere fra skibsbygningsbranchen, der har mistet deres job på grund af finanskrisen.

Regionsformand for Dansk Metal i Region Nordjylland, Jørn Larsen er glad for pengene, som han håber og tror på kan hjælpe nordjyderne ud af arbejdsløsheden.

- Mange af vores medlemmer vil gerne uddanne sig i både kortere og længere uddannelser, og det er der nu gode muligheder for, siger han.

Pengene går til Region Nordjylland, fordi området er særlig hårdt ramt af finanskrisen, på grund af mange industrivirksomheder. Puljen er øremærket til iværksætterkurser, efteruddannelse og supplerende uddannelser.

- Vi håber at puljen kan skabe nye metal-arbejdspladser. Men de medlemmer, der ønsker at uddanne sig til helt andre brancher, bakker vi naturligvis op, siger han.

Næsten halvdelen af de berørte medarbejdere, var ansat ved MAN Diesel i Frederikshavn, der laver skibsmotorer.