Erhvervs- og Vækstministeriet

Jørgen Lindegaard ny formand for Udbudsrådet

Pressemeddelelse   •   Okt 14, 2010 11:02 CEST

Regeringen har udnævnt tidl. adm. direktør i ISS, Jørgen Lindegaard, som formand for Udbudsrådet. Lindegaard får dermed en central rolle til at fremme konkurrencen om offentlige opgaver og sikre bedre og mere effektive metoder til at løse opgaverne.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

- Jørgen Lindegaard har solid erfaring fra det private erhvervsliv og stort kendskab til spillereglerne i den offentlige sektor. Det giver ham et stærkt udgangspunkt for at stå i spidsen for Udbudsrådets arbejde. Jeg har store forventninger til, at Jørgen Lindegaard formår at give udviklingen et yderligere skub i retning af mere konkurrence om de offentlige opgaver. Vi skal arbejde for, at borgerne får den bedste service til prisen. Samtidig skal vi være bedre til at udnytte det erhvervsmæssige potentiale på ikke mindst velfærdsområderne.

- Mere offentlig-privat samarbejde er i mine øjne en vigtig del af løsningen på Danmarks økonomiske udfordringer. Der er stadig mange gevinster at høste både for det offentlige og for private virksomheder.

Formand for Udbudsrådet Jørgen Lindegaard:

- Opgaven med at skabe øget konkurrence og højere kvalitet ved løsningen af offentlige opgaver er af stor betydning. Øget konkurrence giver borgerne mere kvalitet for deres penge, og fremmer samtidig erhvervslivets incitament til at udvikle nye løsninger til den offentlige sektor.

- Jeg ser et stort potentiale i øget konkurrence om offentlige opgaver. På mange områder er mulighederne slet ikke udnyttet i dag. Det håber jeg at kunne være med til at ændre på.

Link til:

Jørgen Lindegaards CV

Fakta om Udbudsrådet

Kommissorium for Udbudsrådet