Region Midtjylland

Jordemødrene vil ha’ fædrene med i projekt vores barn

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 21:45 CEST

Efter graviditet, fødsel og barsel kommer hverdagen, hvor familien – inklusiv en far – skal fungere godt. En temadag sætter fokus på familiedannelsen.


310 jordemødre, barselssygeplejersker, og sundhedsplejersker i Region Midtjylland mødes den 27. oktober til en tværfaglig uddannelsesdag om graviditet, fødsel, barsel og familiedannelse.
Emnet er for dagen er ”Veje og vildveje i faderskabet”:
– Fædre, familie og fødselsforberedelse
– Fædre og fødsler
– Fædre, fødselsreaktion og depression
– Fædres tilknytning til deres spædbørn

Formål med den faglige dag er at få jordemødre, sundhedsplejersker og barselssygeplejersker til i højere grad at inddrage fædre i familiedannelsen.

Graviditet, fødsel og barsel er en vigtig overgangsperiode i livet – en periode med stor forandring og udvikling af relationer.
Parret skal blive forældre, knytte sig til det ventede barn og en familie skal etableres. På temadagen sættes vi fokus på faderens rolle i hele forløbet.
Underviseren er chefpsykolog og forsker, Svend Aage Madsen, Rigshospitalet. Han har i mange år beskæftiget sig med faderrollen i forhold til tilknytning til det spæde barn og fædrenes reaktioner efter fødslen og mulige depressioner.

– Baggrunden for dette års valg af tema er, at flere fædre oplever følelsesmæssige reaktioner og efterfødselsdepression i forbindelse med at blive far. Da spædbarnsforskning har vist, at det er i relationen til andre, at spædbarnets psykiske og sociale kompetencer udvikles, er også fædres reaktioner og evne til at knytte sig til barnet af stor betydning for barnets fortsatte psykologiske og fysiske udvikling, fortæller Annie Lund, regionsjordemoder ved Region Midtjylland.

Region Midtjylland afholder hvert år en tværfaglig og tværsektoriel temadag for disse faggrupper med fokus på familiedannelse.


Regionalt Sundhedssamarbejde er arrangør af dagen.

Se program for temadagen.


opdateret: 19-10-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010