DI - Organisation for Erhvervslivet

Kampagne sætter energirenoveringer i fokus

Pressemeddelelse   •   Okt 05, 2010 10:31 CEST

Omkring 40 pct. af det danske energiforbrug kommer fra bygninger og boliger. Derfor er der alt mulig grund til at forbedre informationsindsatsen over for private boligejere og håndværkere. Det kan reducere det private energiforbrug markant.

Derfor starter tre af DI's branchefællesskaber kampagnen Energitjeck 2010. Den skal vise danskerne, hvordan de kan reducere deres energiforbrug og dermed Danmarks CO2-udslip.

- Danskerne skal se, hvor meget de kan spare, hvis de reducerer energiforbruget i deres boliger. I mange tilfælde kan investeringen endda betale sig tilbage over ganske få år - særligt hvis energiforbedringerne gennemføres i forbindelse med renovering, som allerede er planlagt, siger viceadm. direktør i DI, Ole Krog.

Energitjeck 2010-kampagnen er målrettet alle, der har indflydelse på det private energiforbrug - lige fra energiselskaber, håndværkere, installatører til boligejerne selv.

- Energitjeck 2010 skal gøre den almindelige borger opmærksom på potentialet i energibesparende renovering. Det drejer sig kort sagt om at sætte boligejeren i centrum og præsentere samlede løsninger, man kan forholde sig til, siger Ole Krog.

Energitjeck 2010 sætter penge på højkant til de mest energieffektive, der kan vinde gavekort til XL Byg på 1 x 75.000 kr., 1 x 25.000 kr. og 5 x 5.000 kr. Kampagnen er iværksat af de tre branchefællesskaber DI Handel, DI Energibranchen og DI Byggematerialer.