IT-Jobbank

Kandidater er uvidende om online ansøgnings-etikette

Pressemeddelelse   •   Nov 26, 2010 12:40 CET

Størstedelen af kandidater kender ikke særlig meget til etiketten for online ansøgninger.

Det viser resultatet fra en international undersøgelse, hvor 11.877 specialister og ledere fra 9 europæiske lande deltog.

73 procent af deltagerne kender ikke til de almindelige standarder for online jobansøgning.

- At så stor en del af kandidaterne ikke er helt klar over hvordan man skal forholde sig til online jobansøgninger er tankevækkende og en smule alarmerende, fortæller Bettina Ravn, direktør hos IT-Jobbank.

30 procent af deltagerne fortæller, at de ingen anelse har om hvordan de skal håndtere det at ansøge et job online, og yderligere 43 procent mener, at de kun er fortrolige med nogle dele af processen. Kun 27 procent mener, at de er godt informerede om dette vigtige karriereområde.

- Vi er i en tid, hvor jobansøgningsprocessen foregår online. De mere traditionelle ansøgningsformer, som f.eks. brevpost, er for længst blevet overgået af online ansøgninger via e-mail eller online ansøgningsformularer. Når dette er sagt viser undersøgelsen, at helt generelle standarder i forbindelse med hvordan man søger job online er uvist for rigtig mange kandidater, udtaler Bettina Ravn og fortsætter:

- Derfor mener vi, at det er en vigtig del af vores job som Danmarks førende karrieresite for it-folk og ingeniører, at give kandidaterne den nødvendige viden og information når de ansøger; Jo bedre vi kan hjælpe dem med at udforme en god ansøgning, jo lettere vil hele rekrutteringsprocessen være for både virksomheder og kandidater, udtaler Bettina Ravn.

Der er masser af gode råd til hvordan man udformer en god ansøgning online. Lad f.eks. være med at vedhæfte for mange filer når du ansøger via e-mail og lad være med at sende filer der fylder mere end 3 MB. En anden simpel regel er at sende ansøgningen fra en neutral e-mail adresse i stedet for fra et uprofessionelt alias, som bruges til kommunikation med venner.

- Hos IT-Jobbank forsøger vi at hjælpe kandidaterne bedst muligt i deres jobsøgning, hvorfor vi også har medarbejdere ansat til at give kandidaterne personlig feedback på deres CV, så de kan stå stærkere på jobmarkedet. Det at skrive et CV eller en ansøgning er noget man skal lære, og dér vil vi gøre vores bedste for at skubbe kandidaterne i den rigtige retning, afslutter Bettina Ravn.

Du kan læse flere gode råd til din online jobansøgning her.

Du kan se hele undersøgelsen her.

Yderligere informationer fås hos direktør Bettina Ravn, IT-Jobbank, på telefon 2620 0230, Mail br@it-jobbank.dk.

IT-Jobbank er Danmarks førende jobportal for it-folk og har siden medio 2010 også rettet meget fokus mod ingeniører. Igennem de sidste 10 år har vi hjulpet med at besætte mere end 90.000 stillinger, og vi ved hvad du taler om når du siger “rekruttering”.

IT-jobbank blev grundlagt i 1999, og blev i 2006 en del af StepStone, som er Europas førende leverandør af online karriereservice og jobannoncering. I 2009 blev IT-Jobbank og resten af StepStone en del af Axel Springer koncernen, som er et af Europas største mediehuse.